Derfor springer mænd forhold til forhold

Skrevet af Aller Media

22/12/2013

Dagens topnyheder

Du har hørt historien flere gange: En mand forlader sin kæreste og springer direkte videre til den næste. Han helgarderer sig for ikke at skulle opleve et eneste sekund i sit eget selskab.

Parterapeut og forfatter Martin Østergaard har mange gange set det mønster, og at have en ny kvinde i baghånden, når man er ved at forlade sin kæreste, er meget almindeligt ifølge parterapeut Martin Østergaard:

- Mange mænd håndterer de følelsesmæssige udfordringer, som alle parforhold byder på, ved at finde en anden kvinde. Det skyldes langt hen ad vejen, at de savner den nærhed, som de ikke længere oplever i så høj grad med deres kæreste. Så løser de problemet for sig selv ved at finde nærheden hos en anden kvinde, og med tiden knytter de sig så til hende i stedet for.

Med andre ord lukker manden ned for følelserne, og når den yndige kollega så står og blinker med  sine lange øjenvipper og siger, at han er lækker og dygtig, så er han solgt. Det er hæsligt, men sandt, lyder det fra parterapeuten.

Mænd er ikke så gode til at klare tingene verbalt. Kvinder har derimod brug for længere tid til at håndtere et brud eller en udfordring i parforholdet, så de går og hader mænd i en periode eller går i cølibat. Men sådan er det ikke for mænd.

- Mænd har ikke behov for at gå og lide. De har mere lyst til at komme ud og blive bekræftet igen.  Jo mindre de bliver bekræftet derhjemme, desto større sandsynlighed er der for, at de finder den andetsteds, siger Martin Østergaard.

Kælenavne slår dit sexliv ihjel – se hvorfor på Q.dk

At en mand finder en ny kæreste, inden han har gjort det forbi med den gamle, skal dog ikke ses som en overlagt plan fra hans side.

- Man skal ikke tro, at mændene har lagt en strategi for det her. Mænd handler intuitivt og ubevidst. Jeg har tit haft dem siddende i min konsultation, hvor jeg spørger, om det hænger sådan og sådan sammen, og hver gang siger de: ’Ja, det er sådan jeg har det, men jeg har aldrig tænkt over det.’ Mænd handler nærmest med bind for øjnene, og de kan ikke forklare hvorfor. Når en kvinde så sidder og spørger, hvordan de kunne gøre det, så aner de det ikke, siger Martin Østergaard.

Kunne du bryde med din familie? Læs hvorfor et brud med familien nogle gange kan være en løsning på Oestrogen.dk

For kvinder er det uforståeligt, at manden ikke har sagt til i tide, men mænd har generelt svært ved at tale om det, der gør ondt. De er bange for konflikterne.

- I de fleste tilfælde er det sundt nok, men der er selvfølgelig også en gruppe mænd, som er notoriske bedragere. De skifter konstant kæreste, fordi de har svært ved at binde sig til en enkelt kvinde, og det giver dem et kæmpe forbrug af kvinder, som nogle gange medfører et overlap, siger terapeuten.

Skrevet af Marie Varming , q.dk,Newsdesk Aller Media.