Derfor var der ingen børnepenge på kontoen i dag

Skrevet af Laura Nygaard

20/07/2015

Dagens topnyheder

Tusindvis af danskere vågnede i dag op til en konto, der ikke viste skyggen af de børnepenge, der normalt tikker ind den 20. hvert kvartal.

Men det er altså en fejl, at den såkaldte børnecheck ikke er blevet udbetalt til alle, oplyser Skat.

- På grund af en teknisk fejl er der i dag ikke blevet udbetalt børne- og ungeydelse til alle, skriver de på deres Facebook-side og tilføjer:

- Vi beklager meget de gener, det måtte medføre, for dem der er berørt.

Flere brugere giver dog ikke meget for undskyldningen.

- Så er der vel kommet renter oveni, når pengene kommer? Jeg mener, indbetaler vi for sent til jer, så ryger der omgående renter på - det gælder vel også den modsatte vej? (Ironi og håb kan forekomme i ovenstående), skriver én af mange Facebook-brugere.

Der er dog også dem, der bærer over med den manglende udbetaling:

- Tror bare, vi skal være glade for det velfærdssamfund, vi lever i, med lang barsel og børneydelse. Der er nogen der slet ikke får, skriver en anden bruger.

Skat oplyser, at størstedelen af de berørte vil få udbetalt deres børnecheck tirsdag, mens de resterende har pengene på kontoen senest onsdag.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: