Derfor vil Facebook rigtig gerne have dig til at bruge de nye like-knapper

Skrevet af Ninna Andreasen

24/02/2016

Dagens topnyheder

Facebook-brugere verden over har længe ønsket sig en “synes ikke godt om”-knap, fordi det føles forkert at synes godt om for eksempel tragiske nyheder.

I dag introducerede det sociale medie så en ny version af “synes godt om”-knappen. I stedet for en ren negativ knap har man valgt at satse på fem følelser, man kan udtrykke ud over den vanlige “like”-knap. Nu kan man udtrykke “Wow”, “Haha”, “Kærlighed”, “Tristhed” og “Vrede”.

Men når Facebook har valgt dette system, er det ikke kun for at imødegå brugernes ønsker, rapporterer Mic.com.  

Der er også langt mere økonomiske motiver i spil. Facebook arbejder konstant på at få brugerne til at blive fastholdt længere tid i deres newsfeed. Det gør de ved, at algoritmen - der lægger til grund for alt, der kommer op i dit feed - kender dig.

Med den nye stribe af følelser, giver det mulighed for at lære brugerne endnu bedre at kende.

Det er dog ikke kun fastholdelsen af brugere, der er interessant. Jo bedre Facebook kender dig, des bedre bliver mediet også til at regne ud, hvilke annoncer, der kan være interessante for dig.

Læs også: Facebook er klar med ny like-knap

Hvis du ikke ønsker, at Facebook skal lære dig endnu bedre at kende - og man ikke decideret ønsker at slette sin profil - kan man ganske enkelt lade være med at bruge de nye knapper.

Og hvis det ikke betyder noget for dig - så god fornøjelse.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler: