Derfor vil Piotr ikke træne Caroline: - Jeg savner mine venner

- Jeg savner at være mere sammen med mine venner. I lang tid har jeg set alt for lidt til dem. Om et par uger fylder Caroline 23 år. Hun har derfor ikke længere så meget brug for mig som tidligere, siger han, da BNB møder ham til en snak på to-mands-hånd under den igangværende Wimbledon-turnering.

Piotr Wozniacki understreger, at han intet har imod tennisverdenen.

- Slet ikke. Det har været interessant at være en del af den i mange år. Jeg har fået set store dele af verden, og haft mulighed for at være sammen med min familie mere end de fleste. Men jeg føler, at jeg ikke har så meget mere at bidrage med tennismæssigt i forhold til Caroline. Livet er kort. Det er nu, det skal leves.

Endnu har Piotr Wozniacki ingen planer om, hvordan hans fremtid skal forme sig.

- Jeg er uddannet idrætslærer og var professionel fodboldspiller inden jeg sammen med Caroline begyndte at rejse rundt til alverdens tennisturneringer. Lige nu er jeg i tænkeboks om, hvad jeg skal lave i resten af mit arbejdsliv. Men hvad jeg specifikt skal beskæftige mig med, har jeg ikke besluttet endnu, siger Piotr Wozniacki.

Han lægger ikke skjul på, at han er stolt over det, han har nået med sin datter.

- Hun lå nummer et på verdensranglisten i 67 uger. Nu jagter hun en Grand Slam-titel. Forhåbentlig kommer hun til at opleve den triumf sammen med mig. Men der er kun et skud tilbage i bøssen (US Open i august, red.), så det er langt fra sikkert, at vi får dén drømt opfyldt sammen. Så må hun i stedet gøre det med sin nye træner, siger Piotr Wozniacki, der forventer, at navnet på denne snart kan offentliggøres.

- Vi er i tæt dialog med et par emner, der begge er engageret til anden side. Og jeg garanterer, at der bliver tale om en person, der har leveret topresultater. Det er én, der kender gamet, Caroline har brug for. Jeg tror ikke, der kommer til at gå lang tid før aftalen kan offentliggøres, siger Piotr Wozniacki.

Han nægter, at det er hans skyld, at træner-ansættelserne af først Riccardo Sanchez i 2011 og Thomas Johansson i fjor blev kortvarige.

- Jeg ved godt, at jeg er blevet beskyldt for ikke at ville lade andre komme til. Men jeg har altså på intet tidspunkt klæbet mig til træner-stolen. Det er Caroline, der begge gange er kommet og spurgt, om ikke jeg havde lyst til at træde ind igen. Jeg er et stille og roligt menneske, der vil min datter det bedste. Så naturligvis har jeg sagt ja, siger Piotr Wozniacki.

Han kan ikke forestille sig, at historien gentager sig.

- Caroline og jeg er enige om, at vi er i gang med de sidste fire måneder sammen, siger Piotr Wozniacki, der dog ikke har tænkt sig holde sig væk fra tennissporten.

- Selvfølgelig vil jeg dukke op engang imellem, når hun spiller. Det tror jeg ikke, jeg kan lade være med, siger han.

Efter Wimbledon tager Piotr og Caroline Wozniacki en månedlang turneringspause. Blandt andet fordi Caroline Wozniacki ovenpå den skade, hun pådrog sig i sin tabte andenrunde-kamp i Wimbledon mod Petra Cetkovska, skal restituere.

- Planen er at Caroline efter at have gennemført et par sponsorarrangementer i Danmark, tager tilbage til Monaco. Herefter er hun forhåbentig klar, når den amerikanske hardcourt-sæson indledes (i begyndelsen af august, red.), siger Piotr Wozniacki, der har tilmeldt sin datter til turneringer i Toronto, Cincinnatti og New Haven - inden de for sidste gang ved US Open i New York danner duo i Grand Slam-sammenhæng.

- Jeg glæder mig. Både til de kommende turneringer. Og til mit nye liv, lyder Piotr Wozniackis slutreplik.

Dagens Gossip

Dagens TV