Designfejl er mulig årsag til lettisk tagkollaps

Skrevet af admin

29/11/2013

Dagens topnyheder

Entreprenøren bag opførelsen af det butikscenter, der i forrige uge styrtede sammen i Letland og kostede 54 mennesker livet og 40 kvæstede, har fredag fremlagt en foreløbig rapport, hvoraf det fremgår, at årsagen efter alt at dømme var en konstruktionsfejl.

Firmaet Re&Re siger, at tre uafhængige civilingeniører har undersøgt projektets beskrivelse og tegninger i dybden for at udarbejde en rapport om det baltiske lands værste katastrofe nogen sinde i fredstid.

- Hovedårsagen til indkøbscentrets tagkollaps var, at der er lavet afgørende fejl i beregningerne af den vægt, taget kunne bære, hedder det i rapporten, som nyhedsbureauet AFP har fået indblik i.

De første resultater synes at støtte mediernes spekulationer, der gik ud på, at en taghave og en legeplads var for stor en belastning for den prisvindende, to år gamle bygning.

Tilbygningerne på taget var indeholdt i de oprindelige tegninger over projektet, men ifølge resultatet af undersøgelserne, så havde bygningens konstruktion ikke tilstrækkelig kapacitet til at bære den ekstra vægt. Den var tre gange mindre end krævet.

Letlands regering og Rigas byråd er begge i gang med andre undersøgelser, mens politiet gennemfører en kriminalteknisk efterforskning.

Myndighederne ransagede Re&Res kontorer fredag, ligesom de også sikrede sig materiale hos Maxima og andre med tilknytning til opførelsen af indkøbscentret.

Maxima står også med problemer, når det gælder ansvar og erstatning. Oprindeligt sagde kæden, at den havde leaset bygningen, men nu erkender det litauiske firma, at det ejer bygningen gennem et komplekst system af oversøiske holdingselskaber.

Maximas lettiske afdeling er blandt de fem aktører, herunder Re&Re og Rigas byråd, som torsdag blev stillet over for et foreløbigt erstatningskrav på 100 millioner lats (godt en milliard kroner).

/ritzau/AFP