Destiny's Child-stjerne anholdt

Skrevet af admin

03/06/2016

Dagens topnyheder

I slutningen af 1990'erne var det svært at undgå musikken fra den amerikanske popgruppe Destiny's Child, så snart man tændte radioen.

Den populære trio, der blandt andre bestod af sangerinden Beyoncé, var på toppen af flere internationale hitlister med numre som "Say My Name".

Nu har et af gruppens tidligere medlemmer imidlertid rodet sig ud i nogle problemer, der langt fra involverer musik.

Ifølge det amerikanske medie E! Magazine er sangerinden Farrah Franklin blevet arresteret i delstaten Georgia, efter at hun blandt andet var i besiddelse af narkotika.

Farrah Franklin var en del af Destiny's Child fra 1999 og seks måneder frem, hvor hun blandt andet kunne ses i musikvideoen til hitsangen "Jumpin' Jumpin".

Det er dog langt fra første gang, at 35-årige Farrah Franklin har haft problemer med lovens lange arm. For blot to år siden blev sangerinden ifølge The Daily Mail også anholdt for at forstyrre den offentlige orden.

Efter bruddet med popgruppen forsøgte Farrah Franklin i flere år at starte en solokarriere, og i 2015 udgav hun singlen "Magic & Make Up".

Siden Destiny's Child blev opløst i 2005 har flere af stjernerne derfra fået etableret sig som solister, og senest har sangerinden Beyoncé udgivet det anmelderroste album "Lemonade".

/ritzau/FOKUS