Det bliver ikke forbudt for danskere at tage i krig i Syrien

Det ønske bliver dog næppe til virkelighed. Det fortæller Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S).

»Jeg kan ikke tage nok afstand fra de folk, som tager til Syrien og deltager i borgerkrigen, det er fuldstændigt uacceptabelt. Men en lov som forbyder mennesker at tage til af sted bliver meget svært at håndhæve. Derimod giver vores nuværende terrorlovgivning allerede i dag en lang række muligheder for at overvåge de mennesker og også strafforfølge dem, hvis de foretager sig noget ulovligt,« siger Trine Bramsen.

Dansk lovgivning giver mulighed for at straffe de såkaldte fremmede krigere, hvis det kan dokumenteres, at de lader sig træne til terror, kæmper på terrororganisationers side eller på anden måde overtræder straffeloven.

»Jeg forstår fuldt ud, at man svarer ja til, at lovgivningen skal strammes over for de mennesker, som tager af sted. Men det er svært at efterleve et forbud, da mange af dem, som drager i krig, ikke rejser direkte derned. De rejser over Tyrkiet, Jordan eller Libanon, og det kan derfor være svært at kortlægge, hvordan og om de kommer ind i Syrien,« siger Trine Bramsen.

I august foreslog Konservatives retsordfører Tom Behnke at man burde give Politiets Efterretningstjeneste (PET) beføjelser til at inddrage passet fra personer, der mistænkes for at have planer om at rejse til Syrien for at gå i krig. Forslaget fik opbakning hos flere af de borgerlige partier, men det er ikke et forslag, regeringspartierne støtter.

»Vi lever i en retsstat, og derfor er man nødt til at kunne bevise, at der er begået noget ulovligt, før man kan inddrage danske statsborgeres pas,« siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.

Dagens Gossip