Det byder Det Kongelige på i den nye sæson

Selv om teatret stadig er midt i en stor sparerunde, er programmet ifølge teaterchef Erik Jacobsen udtryk for erkendelsen af, at Det Kongelige Teater er nødt til at producere flere titler og komme ud på flere platforme, hvis man også vil have mere publikum i salene.

»Vi lærte i årene 2010, 11 og 12, at jo mindre, vi laver, jo færre billetter sælger vi. Det var nødvendigt for at få balance i økonomien, men vi vil rigtig gerne have lys i vore huse og i de røde lygter igen,« sagde han, da sæsonprogrammet blev præsenteret for presse og medarbejdere på Skuespilhusets Store Scene i dag.

For alle tre kunstarter bliver den kommende sæson præget af to store jubilæer, idet William Shakespeare ville være fyldt 450 år og Giuseppe Verdi 200 år i år.

Det markerer Den Kongelige Opera med nyopsætning af Verdis tre Shakespeare-operaer, »Otello«, »Falstaff« og »Macbeth« - i samme scenografi inspireret af Shakespeare-teatret The Globe i London, men med tre forskellige instruktører.

I Skuespilhuset fejres Shakespeare dels med Det Røde Rums genopsætning af successforestillingen fra 2011, »Sonetter« og »Macbeth« fra indeværende sæson, dels med Shakespeare-collagen »Tigerhjerte svøbt i kvindehud« samlet og iscenesat af Maria Kjærgaard-Sunesen.

Også Balletten har Shakespeare på programmet med en ballet over skuespillet »Helligtrekongersaften« med korpsets yngste dansere og aspiranter.

Ballettens store juleforestilling bliver et gensyn med »Nøddeknækkeren«, ligesom der også bliver gensyn med »La Bayadere« samt med »Napoli« i Nikolaj Hübbes opsætning og med en ny 3. akt.

Skuespilhuset byder på et glædeligt gensyn med skuespilleren Søren Sætter-Lassen efter et års sygemelding. Han skal spille hovedrollerne både i Strindbergs »Faderen« og i »Woyzeck«. Sæsonen byder også Rune David Grues dramatisering af Tom Kristensens roman »Hærværk« og på gensyn med bl.a. successforestillingen »Fanny og Alexander«.

I Operaen får chefdirigent Michael Boder sin debut på podiet med Wagners »Den flyvende hollænder« med blandt andet Johan Reuter og sopranen Ann Petersen, der er nyt medlem af ensemblet. Yderligere en nyopsætning bliver en såkaldt dogmeversion af Mozarts »Don Giovanni«, der sættes op på Gamle Scene og siden skal på turné. Derudover byder operaen på gensyn med blandt andet Dvoraks »Rusaalka« samt med sidste sæsons to-i-en forestilling »Cavaleria Rusticana/Bajadser«.

Læs hele programmet på kglteater.dk.

Dagens Gossip