Det danske smykkebrand Jane Kønig er gået konkurs

Skrevet af Kamille Isaksen

19 uger siden

|

03/01/2024
Foto: Google Street View
Foto: Google Street View
På trods af den store popularitet er det danske smykkebrand gået konkurs.

Dagens topnyheder

Jane Kønig er blevet et velkendt navn blandt de danske smykke entusiaster, men nogle gange er imponerende popularitet bare ikke nok.

Det velkendte danske smykkebrand Jane Kønig, kendt for sine ikoniske "lovetags" og V-ringe, har efter flere års økonomisk nedtur nået en trist milepæl: Virksomheden erklæres konkurs. 

Dette markerer slutningen på en æra for en af Danmarks mest anerkendte smykkedesignere.

Det skriver Finans

Siden åbningen af den første butik i det centrale København i 1989, har Jane Kønig formået at etablere et stærkt brand og opnået stor popularitet. Hendes unikke og håndlavede smykker har ofte fundet vej til julegaver og specielle lejligheder. Men trods denne popularitet, har de seneste år været præget af finansielle udfordringer for selskabet bag brandet.

Konkursen er blevet officielt bekræftet i Statstidende, og kurator Jacob Smith udtaler til Finans: "Der arbejdes aktuelt på det bedst mulige salg af brandet og virksomheden." 

Jane Kønigs rejse i smykkeverdenen har ikke været uden udfordringer. I 2007 var virksomheden tæt på en lignende skæbne, hvor økonomiske vanskeligheder næsten førte til en lukning. Jane Kønig reflekterede over denne periode i et interview med Børsen: "Det vigtigste for mig er ikke at gå konkurs. I min verden er det ikke en mulighed," sagde hun tilbage i 2015. Denne beslutsomhed var central for hendes tilgang til forretningen, men desværre var det ikke nok til at redde brandet denne gang.

I 2022 rapporterede virksomheden et tab på 4,3 millioner kroner efter skat, og året før var underskuddet på hele 18,2 millioner kroner. Disse tal afspejler en dybere økonomisk krise inden for virksomheden, som har kæmpet med at tilpasse sig et skiftende marked.