Det er blevet dyrere at købe bolig

De gode takter på boligmarkedet er fortsat ind i det nye kalenderår, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik over ejendomme, der er blevet solgt i almindelig, fri handel.

Priserne på landets enfamiliehuse steg med 2,3 procent fra december til januar, mens priserne på ejerlejligheder i samme periode steg med 1,5 procent.

Fremgangen er godt hjulpet på vej af det ekstremt lave renteniveau og generel stor økonomisk optimisme blandt forbrugerne, siger boligøkonom Joachim Borg Kristensen fra Nykredit.

- Udsigterne for boligejernes privatøkonomi tegner lyse i de kommende år. Ud over de ekstremt lave renter er inflationen i bund, og reallønnen i den private sektor vil i 2015 formentlig vise den største fremgang i otte år.

- Læg dertil en solid fremgang på arbejdsmarkedet, hvor ledigheden er stabilt lav og jobudsigterne forbedres. Siden foråret 2013 er beskæftigelsen steget med 50.000 personer, pointerer boligøkonomen.

Kigges der ud over hele landet venter Nykredit, at huspriserne vil stige med 2,4 procent i 2015 og 2,7 procent i 2016.

Det er ifølge boligøkonomen især markedet for ejerlejligheder, der fortsat vil ligge i førertrøjen med prisstigninger på cirka fem procent i både 2015 og 2016. Det skyldes koncentrationen af lejligheder i de største byer.

- Situationen er dog fortsat meget skrøbelig, og hvis stemningen pludseligt vender, vil boligmarkedet igen vise tilbagegang, advarer Joachim Borg Kristensen.

Mange områder er desuden udfordret af et meget stort udbud af boliger til salg. Der er på den måde flere nedadgående risici, ligesom mange områder fortsat vil trække ned i landsgennemsnittet, lyder det fra boligøkonomen.

- Over de seneste 2,5 år er huspriserne således faldet i 47 kommuner, påpeger han.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik er beregnet ud fra de handler, som var tinglyst på beregningstidspunktet, hvilket erfaringsmæssigt udgør cirka 75 procent af samtlige handler for den seneste måned.

Derfor er tallene for de seneste måneder behæftet med en vis usikkerhed.

/ritzau/

Dagens Gossip