Det er de ældre der sælger huset

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

Der er seniorboom på boligmarkedet. En opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Home viser, at hver gang der er solgt 10 huse i år, står der en pensionist bag salget af de fire. For fem år siden var det under hvert fjerde solgte hus.

- Mange ældre boligejere har helt klart ventet - og ventet i flere år - med at sætte til salg. Nu ser det ud til, at flere og flere tager hul på næste kapitel i deres liv, siger Homes kommunikationschef, Mads Ellegaard.

- Forklaringen er, at de har fået mere tro på fremtiden, de har ofte en god økonomi med friværdi i huset, som de har ejet i en længere årrække, og nu synes de, at de kan få en acceptabel pris for deres hus, siger han.

Det er de stigende huspriser på landsplan, der får "skylden" for, at de ældre nu er begyndt at sælge huset. Men ikke alle ældre står i kø ved ejendomsmægleren:

- Det grå guld med helbredet i orden har ikke nødvendigvis så travlt, og nogle venter gerne et års tid mere, hvis de forventer, at huset bliver mere værd, lyder det fra ejendomsmægler og salgschef Torben Skov Lauridsen fra Home Sydbyen i Aarhus.

Sælgere under 45 år er faldet fra en andel på 44 procent i 2008 til 26 procent i 2013.

- Hussalget er ganske enkelt vippet til den ene side, når vi kigger på sælgernes alder. De ældre skaber bevægelse, mens flere unge bliver siddende i huset i stedet for at opgradere begynderhuset, siger Mads Ellegaard.

- De unge er blevet afventende og mere snusfornuftige – selv om det faktisk er nu, de kan få mere bolig for færrest kroner ved at købe noget større, mens kvadratmeterprisen er lav, siger kommunikationschefen.

Mens de ældre husejere ofte har købt for mange år siden og har betalt huset ud, sidder yngre huskøbere i den modsatte situation:

- Hvis de ikke er tvunget til at sælge, vælger mange familier - med udsigt til et tab - at blive i huset. Men heldigvis betyder de stigende huspriser, at familierne får lettere ved at sælge, uden at det ødelægger privatøkonomien, siger Mads Ellegaard.

/ritzau/