Det gik stærkt: Ny mand på plads i Arnesens HSV-sæde

Hamburger Sport Verein har udnævnt Oliver Kreuzer til ny sportsdirektør. Frank Arnesens ledige sæde i den tyske traditionsklub Hamburger Sport Verein nåede knap at gå fra brændende varmt til lunkent, før Bundesliga-klubben havde fundet en afløser for den fyrede dansker, skriver HSV på deres hjemmeside.

Oliver Kreuzer bliver manden, som med relativt få midler skal forsøge at løfte klubben fra sæsonens uforløste syvendeplads til europæisk fodbold. Den 47-årige tysker kommer fra en stilling som sportsdirektør i Karlsruher SC, som han i øvrigt også repræsenterede i en kultagtigt lang karriere, der blandt andet bød på 150 kampen for stormægtige Bayern München inden en afsluttende svanesang i FC Basel.

Kreuzer er ansat på en tre-årig kontrakt, meddeler HSV-bestyrelsesformand Manfred Ertel og klubbens nye mand ventes at tiltræde stillingen med øjeblikkelig virkning. Frank Arnesen blev fyret kort efter sæsonafslutningen medio maj da det stod klart, at HSV ikke fik adgang til de europæisk klubturneringer i år heller. Den danske landsholdslegende havde i flere omgange været i stiv modvind for flere spillerhandler, men så ud til at have redet stormen af. Alligevel måtte selv en garvet fodboldkøbmand som Arnesen sande, at et godt navn ikke nødvendigvis er nok, når resultaterne ikke lever op til forventningerne.  

Dagens Gossip

Dagens TV