Det Hvide Hus afviser budgetforslag

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

Det Hvide Hus afviste tirsdag et nyt løsningsforslag til budgetforhandlingerne fra Republikanerne i Repræsentanternes Hus.

Talskvinde fra Det Hvide Hus Amy Brundage siger, at "planen er et forsøg på at formilde en lille gruppe Tea Party-republikanere, der forårsagede denne lukning til at begynde med".

Brundage siger, at demokrater og republikanere i Senatet har arbejdet i god tro og udvist en positiv indsats for at afslutte det finanspolitiske dødvande.

- Det er på høje tid for Repræsentanternes Hus at gøre det samme, siger hun.

Brundage gentager endvidere budskabet om, at Demokraterne ikke vil lade Republikanerne holde nationen som gidsel for at få deres politik igennem.

- Desværre gør dette sidste forslag fra Republikanerne netop det, siger hun.

Præsident Barack Obama vil mødes med repræsentanthusets demokratiske ledere senere tirsdag aften - nærmere bestemt klokken 21.15 dansk tid.

Tiden er ved at løbe ud for amerikanerne, der skal undgå en selvpåført krise, som vil svække landets troværdighed og ryste den globale økonomi.

Amerikanerne skal finde en løsning på gældsloft-krisen inden torsdag. Her rammer landets gæld nemlig det loft, der er fastsat ved lov.

Findes der ikke en fælles løsning om at hæve gældsloftet, vil USA gå teknisk bankerot og blive ude af stand til at betale alle sine regninger, og det kan få uoverskuelige konsekvenser for verdensøkonomien.

Tidligere tirsdag lød der positive meldinger om, at det amerikanske Senat var godt i gang med at rykke tættere på en aftale.

Men for at et forslag kan blive vedtaget skal det godkendes i Repræsentanternes Hus, som kontrolleres af republikanerne, og for at det kan træde i kraft, skal det derefter også godkendes af præsidenten.

Harry Reid, leder af Demokraterne i Senatet, sagde tirsdag, at der er sket betydelige fremskridt i forhandlingerne eftermiddag.

- Det er produktive forhandlinger med den republikanske leder. Jeg er sikker på, at vi vil blive enige i denne uge, tids nok til at afværge en katastrofal misligholdelse af nationens regninger, sagde Reid.

/ritzau/Reuters