Det Hvide Hus fordømmer den egyptiske vold

Alligevel kommer det ikke foreløbigt på tale at skære støtten til egypterne væk. Det slår talsmand for Det Hvide Hus, Jay Carney, fast, for det skal først afgøres, om man kan kalde militærets omstyrtelse af den egyptiske regering og præsident Morsi for et kup. Og herefter vil USA tage stilling til, om støtten skal fortsætte.

»Vi mener ikke, at det er i vores interesse at tage forhastede beslutninger eller afgørelser nu,« siger Carney ifølge Reuters.

Samtidig opfordrer amerikanerne dog også det egyptiske militær til at udvise »maksimal tilbageholdenhed«, efter at adskillige egyptere er blevet dræbt under demonstrationer. Alene mandag har mindst 51 af Morsis støtter ifølge flere medier mistet livet i hovedstaden, Cairo.

Det Muslimske Broderskab har stået i spidsen for demonstrationerne i kølvandet på, at Morsi blev afsat i sidste uge, og fra broderskabet lyder det, at deres støtter er blevet massakreret af tropper og politiet ved mandag morgens bøn. En handling, som USA fordømmer.

»Vi fordømmer kraftigt enhver form for vold og enhver tilskyndelse til vold,« siger talskvinde fra det amerikanske udenrigsministerium Jen Psaki.

»Vi opfordrer militæret til at udvise maksimal tilbageholdenhed som modsvar til demonstranterne, ligesom vi opfordrer alle de demonstrerende til at gøre det fredeligt,« tilføjer hun.

Det egyptiske militær skyder skylden for skyderierne på »terrorister«, og vidner, herunder nogle af broderskabets støtter, som var til stede, fortæller, at sikkerhedsstyrker kun affyrede varslingsskud og tåregas, mens det var civiltklædte »bøller«, der stod bag skuddene.

Det er ikke blot USA, der har fordømt drabene. Også Tyskland har givet udtryk for, at man er chokeret over volden, og Tyrkiet har kaldt det et angreb på »menneskeheden«. Fra broderskabets støtter i Qatar opfordrer man til »selvbeherskelse« og »sammenhold«.

Dagens Gossip