Det kan tage flere år at undersøge meldonium-effekt

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

Mindst 123 atleter verden over er blevet snuppet for at have benyttet den præstationsfremmende hjertemedicin meldonium, som fra nytår røg på listen over forbudte stoffer hos Det Internationale Antidopingagentur (Wada).

Meldonium bruges til at behandle manglende blodgennemstrømning til forskellige dele af kroppen.

På idrætsplan hævdes det også at give en bedre restitution, men hvilken effekt, meldonium egentlig har, vides først om et par år.

Det siger medicinsk chef i Antidoping Norge, Per Wiik Johansen, til det norske nyhedsbureau NTB.

- Det tager nok lidt tid. Der skal laves studier, som skal følges over tid. Man skal måle mange forskellige fysiologiske parametre, og derfor tager det tid, før resultaterne er klar.

- Nogle ting kan gå hurtigere via studier fra Østeuropa, men det tager nok et til flere år, før man har det fulde overblik, siger Per Wiik Johansen.

Stoffet fik sit "gennembrud" i offentligheden, da tennisstjernen Maria Sharapova afslørede, at hun var testet positiv for brug af meldonium.

At et trecifret antal sportsudøvere siden er blevet fældet, peger i retning af, at udøverne har vidst, at meldonium er præstationsfremmende, siger Per Wiik Johansen.

- Der findes nogle publikationer, som viser, at det er stimulerende og giver bedre restitution, men vi har for lidt objektiv fakta om stoffet.

- Det skal kortlægges over tid, men i og med at så mange udøvere er blevet snuppet, tyder det på, at stoffet giver en ønsket effekt.

- Hvor gode resultater det giver, ved vi ikke. Det er noget, Wada må gribe fat i. Det kræver omfattende studier at kortlægge effekt, påvirkning og bivirkning, siger han.

Meldonium produceres i Letland og er tilgængeligt i de baltiske lande og Rusland.

/ritzau/