Det lykkedes: Riis og cykelholdet reddet

Bjarne Riis behøver ikke bekymre sig om sit cykelholds umiddelbare fremtid. Torsdag kunne cykeldirektøren på et pressemøde i Madrid fortælle, at Saxo Bank har øget det beløb, som banken putter i holdet.

Dermed bliver banken indtil videre enesponsor for holdet, som derfor fremover kommer til at hedde Team Saxo Bank.

- Det er fantastisk nyt for os og medarbejderne, og vi er taknemmelige over deres tillid, siger Riis.

Jagten på en mulig medsponsor er dog ikke indstillet. Den fortsætter.

- Jeg tror virkelig, at Bjarne vil finde en sponsor. Vi vil byde den velkommen, det vil styrke holdet.

- Men lige nu er jeg glad for at annoncere, at vi er enesponsor i 2014, siger direktør i Saxo Bank, Lars Seier Christensen.

I 2013 delte Saxo Bank og Tinkoff Bank pladsen på rytternes trøjer, men Tinkoff-bagmanden Oleg Tinkov annoncerede i sommer, at han ville træde ud af samarbejdet med årets udgang.

 

 

Dagens Gossip