Det myldrer med ulovlige firmaer fra Østeuropa i Danmark.

Arbejdstilsynet foretog kontroller i marts, maj, september oktober og november. 306 udenlandske virksomheder blev tjekket, og de 73 arbejdede ulovligt. De landsdækkende kontroller blev sat i værk, efter at regeringen og Enhedslisten sidste år vedtog en hårdere kurs overfor firmaer fra Østeuropa, der snyder her i landet.

Bedre kontrol

- Vi er blevet bedre til at afsløre de virksomheder og bygherrer, der ikke overholder loven, siger tilsynschef Hasse Mortensen fra Arbejdstilsynet.

Det omfattende snyd sker, selv om flere og flere firmaer registrerer sig i Danmark. 1.800 firmaer er nu lovlige i Danmark, men Arbejdstilsynet erkender, at der stadig er firmaer, der arbejder i det skjulte.

- Jeg tror ikke, vi afdækker alt det snyd, der er, siger Hasse Mortensen, der ser frem til at tilsynet sammen med politi og Skat skal på otte landsdækkende kontroller i 2013. To flere end i år.

- Det er overraskende, at der stadig er så mange firmaer ulovligt i Danmark. Jeg havde forventet færre, fordi vi kan se, at mange flere firmaer bliver registreret, siger Peter Hougaard, der er formand for 3F's byggegruppe.

Kører uden om systemet

De firmaer, der skjuler sig for myndighederne, forsøger også at undgå fagforeningerne. Derfor håber Peter Hougård Nielsen fra 3F, at myndighederne snart for bug med de ulovlige firmaer.

- Vi har sværere ved at sikre danske overenskomster i de østeuropæiske virksomheder, når så mange kører udenom systemet, siger Peter Hougård Nielsen.

Social dumping var også et varmt emne i dette års finanslov. Regeringen og Enhedslisten blev enige om en række stramninger og ekstra penge til indsatsen. Blandt andet får Arbejdstilsynet ret til at lange bøder ud på stedet.

Foto: Harry Nielsen/3F.

Dagens Gossip

Dagens TV