Det står på spil for håndboldkvinderne

Skrevet af admin

13/12/2013

Dagens topnyheder

Det er ikke kun i Danmarks gruppe, at topstriden er tæt ved kvindernes håndbold-VM i Serbien.

I alle fire grupper er der meget på spil på sidste spilledag, men set med danske øjne er gruppe A særligt interessant, fordi det er i den gruppe, den danske modstander i 1/8-finalen skal findes.

Men først skal Danmarks egen placering afgøres. Hvis Danmark vinder med to mål eller mere over Brasilien i aften, bliver Jan Pytlicks tropper nummer et i puljen.

Vinder danskerne med præcis ét mål, bliver det til en andenplads, mens uafgjort eller nederlag udløser tredjepladsen.

I gruppe A står det klart, at Frankrig slutter øverst, hvilket betyder, at Danmark ikke kan komme til at møde dem.

Alt afhænger nu af resultatet af mødet mellem Montenegro og Holland senere på aftenen. Hvis montenegrinerne indfrier forventningerne og vinder kampen, slutter de på andenpladsen og skal møde nummer tre i Danmarks gruppe.

Så ender Sydkorea som nummer tre og møder nummer to i Danmarks gruppe, mens Holland bliver modstanderen for gruppevinderen.

Hollænderne skal vinde med tre mål for at komme væk fra sidstepladsen, men regnestykket bliver indviklet, hvis Holland vinder med to, for så bytter Montenegro og Sydkorea plads, så sydkoreanerne ender på andenpladsen.

Der er altså masser af kombinationsmuligheder, og alle er meget klogere, når Danmark har mødt Brasilien. Den starter klokken 20.15, mens Montenegro møder Holland en halv time senere.

/ritzau/