Det svære valg

West Ham-spilleren Winston Reid stod i foråret 2010 over for samme følelsesladede beslutning, da han skulle vælge mellem det danske og det newzealandske landshold. Forsvarskrumtappen er født på New Zealand, og begge hans forældre stammer fra øriget på den anden side af kloden, men som 10-årig flyttede han med sin mor til Danmark, hvor han i 2006 fik statsborgerskab.

For resten af livet

I de efterfølgende år spillede den nu tidligere FC Midtjylland-profil et væld af ungdomslandskampe i rødt og hvidt, men da New Zealand op til VM i Sydafrika kaldte, skulle Reid træffe den endegyldige beslutning.

- Det var et sindssygt svært valg. Jeg brugte måske fem eller seks uger på at tænke igennem, hvilket landshold jeg skulle vælge. Det er ikke en beslutning, man kan træffe på et par dage. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg snakkede med en masse forskellige mennesker om det. Til sidst kom jeg frem til, at det var New Zealand jeg ville spille for, fortæller Winston Reid til BT.

Valgte Danmark fra

Han valgte Danmark fra, men det var alt andet end let at vende ryggen til landet, hvor han voksede op både på og udenfor fodboldbanen.

- Det er ikke som at skifte klub. Man vælger det land, man repræsenterer resten af sit liv. Det er rigtig svært. Jeg havde boet i Danmark i 11 år, og jeg har familie derfra. Men jeg følte, jeg var mere newzealænder end dansker. Derfor traf jeg dét valg, forklarer Reid.

Det helt rigtige

Beslutningen viste sig da også at være en kæmpemæssig succes.

Winston Reid kom med til VM, scorede mod Italien og mangedoblede sin markedsværdi. Kort efter slutrunden blev han solgt fra FC Midtjylland til Premier League, hvor han fik sig en lukrativ kontrakt. I dag er han en profil på West Hams mandskab og anfører på New Zealands landshold.

Det var den rigtige beslutning, og jeg er rigtig glad for, at jeg tog den. Jeg er vild med at spille for New Zealand, slutter 24-årige Reid.

Dagens Gossip