Det tredje parti kemiske våben er sendt ud af Syrien

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

Endnu et parti af Syriens kemiske våben har forladt det krigshærgede land, oplyser FN i en udtalelse.

Samtidig er andre kemiske materialer blevet destrueret inde i landet som led i de syriske forpligtelser om at skille sig af med den farlige kemi i henhold til de internationale aftaler.

De kemiske våben, der er bragt ud mandag, er fragtet væk på et norsk skib, oplyser en diplomatisk kilde til Ritzau.

FN oplyser ikke umiddelbart omfanget af ​materialerne, der nu er sendt ud eller er blevet ødelagt, men opfordrer de syriske myndigheder til at fremskynde processen.

Indtil mandagens nyhed havde det syriske regime blot formået at fjerne omtrent fire procent af landets kemiske våbenarsenal, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Således lykkedes det ikke for Syrien at indfri den oprindelige målsætning om, at de kemiske våben skulle være ude af landet senest 5. februar.

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) sagde imidlertid i sidste uge, at man ikke mistænker præsident Bashar al-Assad for med vilje at forsinke processen.

OPCW vurderede for nylig, at destrueringen af kemiske våben i Syrien bliver forsinket tre måneder og formentligt først vil være færdig i slutningen af juni.

Et dansk fragtskib og et dansk krigsfartøj deltager i arbejdet med at transportere de kemiske våben væk.

Det var USA og Rusland, som stod bag planen om at fjerne alle kemiske våben fra syrisk jord.

Aftalen kom i stand efter et hektisk forløb, hvor USA havde planer om et militært lynangreb mod Syrien.

USA overvejede at gribe ind efter et voldsomt kemisk angreb på en forstad til Damaskus sidste år.

/ritzau/Reuters