Det vælter ind med klager fra Norwegians kunder

Skrevet af admin

07/01/2014

Dagens topnyheder

Utilfredsheden med luftfartsselskabet Norwegians mange forsinkede og aflyste afgange på langdistanceruter er så stor, at bunken af klager hos myndighederne i Norge aldrig har været større. Det skriver Dagens Næringsliv.

Teknikken hos selskabets nye Dreamliner-fly fra Boeing har drillet flere gange, blandt andet omkring jul og nytår, og det er årsagen til de mange klager.

- Vi har aldrig før set et tilsvarende omfang af klager i en enkeltsag. Det skyldes nok de særlige omstændigheder, siger dommer Einar Kaspersen, som er formand for Transportklagenævnet.

Samtidig med at lavprisselskabet kræver kontanter fra Boeing som kompensation for flyenes svigtende driftssikkerhed samt rabat på nye fly fra den amerikanske producent, så har Norwegian afvist at betale erstatning til de mange misfornøjede passagerer.

Ved forsinkelser på mere end tre timer på langdistanceflyvninger kan rejsende kræve op til 4800 norske kroner i erstatning.

Og det er netop på den slags flyvninger, at Norwegians Dreamliner-fly har haft svært ved at komme i luften til tiden.

Til trods for de store problemer omkring jul og nytår, hvor adskillige afgange med hver flere hundrede passagerer blev forsinket fra Florida og New York mod de skandinaviske hovedstæder, drejer hovedparten af klagerne sig om forsinkelser i efteråret.

Mandag mødtes grundlægger Bjørn Kjos og andre topfolk fra Norwegian med repræsentanter for Boeing i Washington. Flyproducenten indrømmede på mødet, at Dreamliner-flyene ikke har præsteret som aftalt.

- Flyene bliver leveret med en garanti, som siger, at de skal have en pålidelighedsprocent et sted i halvfemserne. Det er vi enige om, at de ikke har haft, siger Asgeir Nyseth, direktør for Norwegian Long Haul.

- Derfor diskuterer vi nu økonomisk kompensation, fortæller han.

Kjos har de seneste dage blankt erkendt, at kritikken fra passagererne er berettiget.

- Det er helt forfærdeligt. Der må jo ikke være forsinkelser. Og forsinkelser i julen er det værste tidspunkt, siger Kjos til NRK.

Ifølge NRK har Dreamliner-problemerne kostet Norwegian 100 millioner kroner alene i fjerde kvartal.

/ritzau/NTB