Detroit er gået konkurs

Detroit, der engang var USAs fjerdestørste by, bliver dermed den største amerikanske by, der har anmodet om konkurs, skriver nyhedsbureauet AFP.

»Det er meget bemærkelsesværdigt. Det har selvfølgelig været under optræk i lang tid, og Detroit har i mange år nærmest været i økonomisk opløsning,« siger lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, Niels Bjerre Poulsen, til TV 2 News.

Den kommunale gæld i Detroit er ifølge New York Times på 100-115 milliarder kroner.

Byen har over flere år oplevet en stor økonomisk nedtur, og en række faktorer har gjort, at Detroit nu har indgivet en konkursbegæring, som eksempelvis store fald i indbyggertallet og dermed også i skatteindtægterne.

Detroit havde i 1950 1,8 millioner indbyggere. I dag er tallet 685.000.

Særligt den amerikanske bilindustri var med til at bygge Detroit op som en storby i USA, men selvsamme industris nedtur har medvirket til byens økonomiske fald.

Samtidig havde Detroit sidste år det største niveau af kriminalitet af alle amerikanske byer med mere end 200.000 indbyggere; omkring 40 procent af byens gadelygter virker ikke; og over halvdelen af Detroits parker er siden 2008 blevet lukket.

Dagens Gossip

Dagens TV