Detroits deroute kan skade byens kulturelle skatkammer

Til daglig hænger kvinden, som den berømte danske maler forevigede i 1901, på det hæderkronede kunstmuseum Detroit Institute of Arts (DIA) i den amerikanske delstat Michigan.

Men Hammershøjs maleri vil muligvis snart være at finde i en privat samling. Akkurat som vigtige værker af blandt andre van Gogh, Matisse og Rembrandt, der alle risikerer at blive sat til salg, efter at Detroit i sidste uge gik bankerot og nu kæmper med en milliardgæld.

Den tidligere så stolte industribys kriseleder Kevyn Orr har sagt, at alle byens aktiver kan komme i spil for at mildne de hungrende kreditorer, og han har derfor bedt museet om at vurdere sine mere end 60.000 værker, skriver CNN.

Hvis dele af eller hele samlingen ender på auktion, vil det imidlertid være katastrofalt, siger Peter Nørgaard Larsen, der er samlings- og forskningschef ved Statens Museum for Kunst i København.

»Set fra et museumssynspunkt er det en katastrofe. Det må absolut være sidste udvej. Museer er jo sat i verden for at bevare og give deres samlinger videre til eftertiden, så værkerne kan komme andre end os og vores generation til glæde. Det er helt uforeneligt med en museumstanke at sælge ud,« forklarer han.

Peter Nørgaard Larsen mener, at det ikke alene vil være et nederlag for museet, hvis det bliver tvunget til at sælge sin kunst. Det falder også tilbage på amerikanerne.

»Man sælger ud af historien, og det er fuldstændig uopretteligt. Man amputerer sin identitet. Både som museum og nation i forhold til historien, som er bundet til de genstande, der er i museernes samling. Museernes samling er en del af nationens store bibliotek og en del af dens hukommelse og kulturarv,« påpeger han.

Auktionshuset Bruun Rasmussen er Danmarks førende inden for kunstauktioner, og her er vurderings- og salgsdirektør Kasper Nielsen ikke i tvivl om, at de mange malerier, skulpturer og andre kunstværker vil vække stor interesse, hvis de bliver sat til salg.

»Sker det, vil det være nogle af de mest eksklusive og dyre navne på det internationale kunstmarked. Det er mange værker af uhørt høj kvalitet, det er jo ikke bare et spørgsmål om, hvem kunstneren er, det handler også om, hvilken betydning de pågældende værker har rent kunsthistorisk og om deres kvalitet. Og der er virkelig tale om fantastisk værker. Men det vil være en synd og skam, hvis så vigtig en samling må lukke,« siger han.

Detroit Institute of Arts betegnes som et af de vigtigste museer i USA, og det er det andet største offentlige amerikanske museum. Eksperter har vurderet samlingen til en værdi af 2,5 milliarder dollar (knap 16 milliarder kroner), skriver CBS, men til sammenligning kæmper Detroit med en gæld på mere end 18 milliarder dollar (godt 100 milliarder kroner).

Vrede indbyggere og kunstelskere mener dog ikke, at det er relevant at opgøre værkernes værdi. De skal nemlig slet ikke sættes til salg, påpeger de, mens den lokale republikanske senator Randy Richard har fremsat et lovforslag, der skal beskytte de mange mesterværker.. Han lægger ifølge CNN op til, at ethvert kunstmuseum i Michigan skal underlægge sig et etisk kodeks, som forhindrer dem i at sælge værker, medmindre pengene forbedrer museets samling. Et sådant regelsæt har DIA allerede, men kriselederen kan ifølge CNN ændre det eller helt droppe det.

I Danmark forhindrer museumsloven museerne i at sælge stort ad af deres kunst. Det skal umuliggøre, at eksempelvis Statens Museum for Kunst havner i samme situation, som DIA, forklarer Peter Nørgaard Larsen, som kalder scenariet »urealistisk« på dansk grund.

»Hvis danske museer begyndte at sælge ud af deres samlinger, ville Carlsbergfondet, Augustinus Fonden og de andre aldrig mere forære noget til danske museer. Man giver netop kunsten til museer, fordi man tror, at den så bliver der, og så bliver der passet på den. Meningen er jo, at den skal komme almenvældet til gode,« siger han.

Dagens Gossip