Detroits konkursbegæring kan sætte demokratiet på pause

Det vurderer Niels Bjerre Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet. Anmodningen om konkurs kan sætte demokratiet i Detroit på pause, siger han.

»Det kan betyde, at den demokratiske proces og de demokratisk valgte ledere bliver mere eller mindre sat ud af funktion, som man har gjort i nogle andre og mindre byer, hvor man har udpeget nød-managere, der får frie hænder til at nedlægge skoler og skære i offentlige udgifter, og hvor det så ikke går gennem den almindelige politiske proces,« siger Niels Bjerre Poulsen.

Han peger desuden på, at der nu forestår et større retsopgør med byens kreditorer, der formentlig skal acceptere, at de ikke får alle deres penge. Detroit skal sandsynligvis også til at sælge ud af sine aktiver som eksempelvis andele i museer og offentlige faciliteter.

»Det skal sandsynligvis privatiseres, før Detroit kan få de lån og offentlige ydelser fra den føderale regering, som skal til for at bringe økonomien på ret kurs på længere sigt. De har jo ikke råd til at betale lønninger,« siger Niels Bjerre Poulsen.

Den kommunale gæld i Detroit er ifølge New York Times på 100-115 milliarder kroner, og byen har over flere år oplevet en stor økonomisk nedtur. Flere faktorer har gjort, at Detroit, der i gamle dage var den amerikanske bilindustris hovedstad, nu har indgivet en konkursbegæring. Eksempelvis store fald i indbyggertal og dermed også i skatteindtægter.

Detroits nedtur har været på vej længe, siger Niels Bjerre Poulsen, der befinder sig i netop Detroit.

»For et øjeblik siden stod jeg med en kollega, som fandt en bog frem om Detroits snarlige død. Den var fra 1971. Så man kan sige, at det er problem, der har stået på i årtier og bare er blevet værre. Det er en ond cirkel,« siger han.

»Ironien er jo, at Detroit er omgivet af meget, meget velhavende kommuner, som er selvstændige og opkræver egne skatter. Samtidig forsvinder byens grundlag. En gang havde man to millioner indbyggere. Nu har man under 700.000 tilbage. Alene inden for de seneste ti år er der forsvundet en kvart million ud af byen.«

Detroit havde i 1950 1,8 millioner indbyggere. I dag er tallet 685.000.

Samtidig havde Detroit sidste år det største niveau af kriminalitet af alle amerikanske byer med mere end 200.000 indbyggere; omkring 40 procent af byens gadelygter virker ikke; og over halvdelen af Detroits parker er siden 2008 blevet lukket.

Dagens Gossip

Dagens TV