Deutsche Bank skal i retten over finanskrise-fusk

Skrevet af admin

26/07/2016

Dagens topnyheder

Tyske Deutsche Bank skal alligevel i retten, da banken er sagsøgt for at have solgt for milliarder dollar værdipapirer før finanskrisen fuldt ud vidende, at markedet var ved at falde helt fra hinanden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Ifølge Reuters er der tale om en gammel sag, som Deutsche Bank ad flere omgange har undgået at komme i retten med. Men retten på Manhattan har nu bestemt, at banken ikke slipper.

Banken er sagsøgt af industriselskabet Belmont Holdings og flere privatpersoner for at have solgt investeringer i dårlige boliglån og strukturerede produkter vel vidende, at markedet var tæt på kollaps.

Der er tale om salg for mindst 5,4 milliarder dollar, 37 milliarder kroner, i efteråret 2007 og foråret 2008.

Sagsøgerne mener, at Deutsche Bank skulle have advaret om risikoen i værdipapirerne, da den solgte dem.

Ikke mindst fordi de mener at kunne bevise, at Deutsche Bank selv allerede i efteråret 2007 havde tabt 4,5 milliarder dollar på lignende produkter.

Finanskrisen opstod, da der var opbygget en enorm boble i det amerikanske boligmarked.

Boblen blev i høj grad udløst af, at boliglån til kunder, der ingen chance havde for at betale dem tilbage, blev maskeret som bedre, end de var, og samlet med bedre boliglån.

Derudover blev der solgt en stribe indviklede obligationsprodukter, hvis sikkerhed var langt mindre, end den blev opfattet.

Kollapset i det amerikanske boligmarked trak al likviditet ud af markedet.

Det fik en stribe banker over hele verden til at gå ned, udløste et økonomiske kollaps i USA og Europa og var forløberen for den europæiske gældskrise, der stadig præger den danske økonomi.

Verdens største finansielle aktører har siden krisen betalt milliarder i bøder for at have brudt loven, løjet for deres kunder og bevidst have omgået reglerne for bankdrift.

/ritzau/