DF afviser Venstres forslag om brugerbetaling

Det fastslår partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF), efter at Venstre fredag har åbnet for at indføre brugerbetaling på hospitalsbesøg.

»Det lyder som om, at man pludselig skal lægge penge hos lægen eller på en skadestue, og derfor stritter alt på mig, og det ønsker vi ikke,« siger Liselott Blixt.

»I Dansk Folkeparti har vi det på den måde, at vi betaler en skat, som går til vores sundhedsvæsen, og derfor mener vi også, at vi skal have den frie adgang til vores sundhedsvæsen, og det har vi, når vi går til læge, og hvis vi kommer på skadestuen. Derfor skal vi ikke have betaling på de områder,« siger hun.

Hos Venstre understreger næstformand Kristian Jensen (V), at man ikke vil indføre mere brugerbetaling for sundhed, men blot omfordele den nuværende brugerbetaling. Derfor er der brug for en undersøgelse af brugerbetalingen på sundhedsområdet, lyder det fra Kristian Jensen.

Hos Dansk Folkeparti vil man hellere se på, hvordan brugerbetalingen for sundhedspleje kan gøres mindre.

»Hvis vi skal gå ind i noget, så skal vi hellere se på, hvordan vi kan gøre det billigere at gå til tandlægen. Vi ser i dag en øget brugerbetaling hos tandlægen, og det ønsker vi at gøre mindre. Men pengene skal ikke tages et andet sted i sundhedsvæsenet,« siger Liselott Blixt.

Dansk Folkeparti mener i stedet, at der er flere oplagte områder, man kan hente pengene til at gøre tandlægebesøget billigere.

»Vi bruger penge på mennesker, der ikke bor i Danmark, og vi sender penge ud af landet. Der vil vi hellere omfordele de penge, vi får ind via skatten,« siger Liselott Blixt.

Dagens Gossip