DF: Ambassadefyring af gravid kvinde er en »svinestreg«

Sådan lyder reaktionen fra både højre og venstre side af Folketingssalen, efter at det er kommet frem, at en dansk kvinde, der arbejdede for den pakistanske ambassade som translatør, blev fyret med den begrundelse, at hun var gravid. Ambassaden har siden nægtet at betale kvinden de 600.000 kroner, som retten i Lyngby har dømt den til at betale for uberettiget fyring.

»Det er hamrende urimeligt. Jeg kan godt forstå, at kvinden føler sig uretfærdigt behandlet efter den svinestreg fra ambassadens side,« siger folketingsmedlem Martin Henriksen (DF).

Også Enhedslistens ligestillingsordfører, Jørgen Arbo-Bæhr (Ø), er rystet over ambassadens handlemåde.

»Det er helt uholdbart, at en ambassade i Danmark ikke overholder landets lovgivning. Diplomater, der arbejder i Danmark, skal også overholde vores lovgivning,« siger Jørgen Arbo-Bæhr, der nu vil stille spørgsmål om sagen til udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Den pakistanske ambassadør har været indkaldt til møde i Udenrigsministeriet om sagen, hvor det blev indskærpet, at ministeriet forventer, at ambassaden overholder Danmarks love og regler. Men det har ikke fået ambassaden til at makke ret.

»Udenrigsministeriet har gjort det for let for ambassaden. De har øjensynligt snakket lidt frem og tilbage om sagen. Men det er ikke nok,« siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Martin Henriksen mener også, at udenrigsministeren skal tage en ny snak med de pakistanske diplomater.

»Der er ikke lagt stort nok pres på den pakistanske ambassade, det pres må øges fra Udenrigsministeriets side,« siger Martin Henriksen.

Han mener, at sagen bør kunne løses ad diplomatiets vej og mener ikke, der bør ændres ved den beskyttelse, som fremmede diplomater nyder.

»Den her sag er jo ikke så ligetil. Hvis vi indfører sanktioner over for diplomater, der opholder sig i Danmark, kan vores diplomater i udlandet jo blive udsat for det samme. Hvis der så kommer nogle falske anklager mod danske diplomater, kan de komme i en alvorlig klemme, og det ønsker vi ikke,« siger Martin Henriksen.

Dagens Gossip