DF: Andre landes brug af Eritrea-rapport har konsekvenser

Skrevet af admin

01/04/2015

Dagens topnyheder

Hvis andre lande begynder at stramme reglerne for asylsøgere fra Eritrea, risikerer de samme personer at komme til Danmark i stedet, lyder det fra Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Advarslen kommer, efter at de britiske myndigheder ifølge Berlingske har udgivet to nye vejledninger stærkt inspireret af den omstridte Eritrea-rapport fra Udlændingestyrelsen, som tidligere har vakt voldsom debat.

- Med de to vejledninger, der nu er kommet, risikerer man, at andre lande - blandt andet Storbritannien - begynder at stramme udlændingepolitikken i forhold til asylsøgere fra Eritrea.

- Det vil ske samtidig med, at vi har lempede forhold. Dermed risikerer vi, at der kommer flere asylsøgere fra Eritrea, hvis de andre lande begynder at stramme op på baggrund af den rapport, som vi ikke selv mener er i orden, siger Peter Skaarup.

Den omstridte, danske rapport var oprindelig grundlaget for en ny, strammere praksis over for flygtninge fra Eritrea.

Men efter voldsom kritik af rapporten, og efter at to centrale embedsmænd undsagde den, blev stramningen taget af bordet.

- Vi kan heller ikke bruge rapporten til det store i og med, at man har rullet de praksisændringer tilbage, som man havde planer om i Justitsministeriet, siger Peter Skaarup og tilføjer:

- For mig at se bør man skære igennem og trække rapporten tilbage og lave en ny, som baserer sig på, hvordan tingene i virkeligheden er.

- Om det er næsten tæt på eller en helt anden vurdering, det må man finde ud af. Men man kan ikke bare have noget liggende, som andre lande begynder at bruge til at justere deres udlændingepolitik, siger Peter Skaarup.

De britiske vejledninger har den danske rapports konklusioner som grundstruktur, og rapporten nævnes mindst 48 gange i de to rapporter.

/ritzau/