DF: Angreb på ordensmagten skal koste et år bag tremmer

Sådan siger Dansk Folkeparti, der foreslår, at det skal give et års ubetinget fængsel, hvis man bliver taget i at angribe politi eller brandvæsen med stenkast eller anden voldelig adfærd.

»Det er ganske uantageligt, at ikke engang brandvæsenet kan få lov at passe deres arbejde og slukke brande, fordi unge, utilpassede indvandrere vælger at stene vores redningsfolk, mens de passer deres arbejde med at redde mennesker i nød,« siger partiets retsordfører, Peter Skaarup (DF), og tilføjer:

»Den slags adfærd kan og skal ikke tolereres.«

Dansk Folkeparti mener, at det endvidere automatisk bør medføre udvisning af udlændinge, der ikke har et dansk pas, hvis de engagerer sig i sådanne angreb.

Også partiets udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) giver indvandringen skylden for urolighederne.

»Disse sammenstød er en direkte konsekvens af skiftende regeringers uansvarlige indvandringspolitik. Nu og her er svaret mere patruljering og konsekvens overfor ballademagerne, men vi kommer ikke udenom at diskutere, hvordan vi - for at kunne forhindre lignende situationer i fremtiden - død og pine bliver nødt til at begrænse indvandringen,« siger Martin Henriksen og fortsætter:

»Faktisk bør den muslimske indvandring gå i noget nær nul. Vil Folketinget ikke det, så frygter jeg, at det bliver meget værre. Den bedste medicin er udlændingepolitiske stramninger.«

Boligordfører Karina Adsbøl (DF) er ligeledes ude med riven.

»Urolighederne er et tegn på, at den nye ghetto-plan, som regeringen har indgået med de Konservative og Liberal Alliance, ikke virker. Urolighederne i aftes (lørdag aften, red.) viser jo så tydeligt, at der er et stort behov for et fortsat fokus, når man har den utryghed i boligområdet. Og det er der, hvor ghetto-planen fejler,« siger Karina Adsbøl, der i samme ombæring opfordrer kommunerne til at bruge det såkaldte forældrepålæg, der betyder, at kommunerne kan trække familierne i børneydelse, hvis de ikke magter at sikre, at deres børn eksempelvis møder op i skole eller holder sig ude af kriminalitet.

Lørdag aften og natten til søndag bød på adskillige episoder med stenkast og bilafbrændinger i Askerød-bebyggelsen.

Midt- og Vestsjællands Politi mener dog, der er tale om et enkeltstående tilfælde.

»(...) Vi tror, det er et enkeltstående tilfælde, der udspringer af kedsomhed og godt vejr. Lunterne er lidt kortere, når det er godt vejr. Situationen er ikke sådan, at vi ikke kan færdes i Askerød. Selvfølgelig kan vi det,« understreger politiinspektør Ole Kristensen over for bt.dk.

Han anerkender, at hændelserne er usædvanlige, men fastslår, at det ikke er et udtryk for en kontinuerlig konflikt mellem politi og beboere.

Ingen er endnu anholdt i sagen.

Dagens Gossip

Dagens TV