DF: Barfoed er befriende ærlig

Dansk Folkeparti kalder det befriende ærligt, at Lars Barfoed nu melder klart ud, at Konservative ikke vil stemme for yderligere stramninger af udlændingepolitikken.

Sådan lyder reaktionen fra partiformand Kristian Thulesen Dahl på partiets sommergruppemøde i Helsingør.

- De konservative må sige, hvad de Konservative vil. Jeg vil rose Barfoed, fordi jeg synes, at det er befriende, at han to år inden folketingsvalget, siger, at det vil de ikke være med til, siger han.

- Jeg er overrasket over, at han helt vil afskrive sig muligheden for overhovedet at lave om i udlændingepolitikken i en hel valgperiode på fire år, siger Kristian Thulesen Dahl.

Udtalelsen kommer i kølvandet på, at Lars Barfoed onsdag i Berlingske fastslår, at stramninger af udlændingepolitikken efter et valg bliver uden konservative stemmer.

I Berlingske siger Barfoed, at den tid, hvor de Konservative er klar til give Dansk Folkeparti stramninger i udlændingepolitikken for at til gengæld opnå støtte til for eksempel økonomisk politik, er forbi

Det har høstet løftede øjenbryn fra de øvrige, borgerlige partier, mens De Radikale har budt udtalelsen velkommen.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby bakker op om Dansk Folkepartis udtalelser. Hun siger, at der kan blive behov for yderligere stramninger af udlændingepolitikken fremover.

/ritzau/

Dagens Gossip