DF: Blå regering skal også hoste op med Dong-dokumenter

Skrevet af admin

20/05/2015

Dagens topnyheder

Enhver finansminister, der nægter Folketingets Finansudvalg adgang til de modtagne tilbud fra salget af Dong-aktier, får et mistillidsvotum fra Dansk Folkeparti.

Sådan lyder det fra partiformand Kristian Thulesen Dahl, efter Enhedslisten tirsdag meldte sig klar til at vælte Bjarne Corydon, hvis han ikke efterkommer udvalgets ønske om indsigt.

Den trussel støtter Thulesen Dahl, og den raslende sabel forsvinder ikke, selvom regeringsmagten skulle skifte ved et kommende valg.

- Det er soleklart, at uanset hvilken regering, der sidder, så gælder det her hævdvundne princip, at når finansudvalget har behov for oplysninger, ja, så skal udvalget også have de oplysninger, siger Kristian Thulesen Dahl til DR.

Han understreger, at truslen også gælder for en kommende, blå finansminister.

- Hvis ikke han er indstillet på at give finansudvalget de oplysninger, som er helt naturlige for os at få - og som præsidiet også mener, vi har krav på - ja, så må han tage sit gode tøj og gå som minister, siger partilederen.

Finansminister Bjarne Corydon (S) har gentagne gange afvist at vise udvalget de modtagne tilbud med den begrundelse, at offentliggørelse kan skade statens fremtidige samarbejde med private investorer.

Ministeren henviser til, at der tidligere er blevet lækket fortrolige oplysninger fra Folketingets udvalg.

Den forklaring accepterer Enhedslisten dog ikke, og de truer med at vælte ministeren, hvis de ikke får tilfredsstillende svar på et samråd om sagen den 2. juni.

Den melding fik tirsdag opbakning fra Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, mens Konservative afviste at kommentere, hvad finansordfører Mike Legarth over for Politiken beskrev som "Enhedslistens drilleri".

/ritzau/