DF: Bødestraf for at dele sexvideoer er slet ikke nok

Skrevet af admin

31/03/2016

Dagens topnyheder

Bøder er simpelthen ikke nok. Filmer og deler man en seksuel video af en mindreårig, skal straffen være højere end blot en bøde. Det mener Peter Kofod, retsordfører for Dansk Folkeparti

- Bødestraf for så alvorlige forbrydelser er til grin. Det er simpelthen ikke godt nok. Der kan vi sagtens sætte ind og stramme op, siger han.

Debatten kommer, efter at fem drenge har filmet og delt seksuelle videoer af en på daværende tidspunkt 15-årige pige mod hendes vilje. Videoerne er gået viralt på de sociale medier.

En anden sag fra januar viser, at straffen i nogle tilfælde faktisk lyder på fængsel, viser en pressemeddelelse fra Nordsjællands Politi.

Retten i Hillerød idømte en ung mand 14 dages betinget fængsel. Han havde i en gruppesamtale på Facebook delt et foto af to bekendte, der havde samleje. De to vidste intet om det.

I den aktuelle sag har to personer ifølge Radio24syv fået bøder for at dele videoer, som regnes for at være børneporno, da pigen er under 18 år.

Men bødestraf er slet ikke nok, mener Peter Kofoed.

- Der er behov for, at vi sender et meget, meget klart signal om, at det her vil vi bare ikke have, siger DF-politikeren.

Det var en aften i marts 2015 hos en ven, der udviklede sig til fire videoklip. Den 15-årige pige skulle have været i byen med sin ven, men i stedet havde de samleje, og efterfølgende mødte fire af drengens venner uventet op.

Videoklippene blev optaget, delt og gik viralt.

- Hvis jeg ikke havde fået så meget hjælp, så havde jeg begået selvmord. Jeg tror ikke, der er nogen, der kan klare presset. Man ved ikke, hvad det er, før man har oplevet det, siger hun til Information.

Videoerne viser pigen få tre lussinger, bliver penetreret med en vodkaflaske, en badmintonketsjer og en tøjbøjle og til sidst have samleje med en dreng.

/ritzau/