DF: Corydon skal forklare statens konsulentforbrug nu

Sådan lyder kritikken fra Dansk Folkeparti, der ønsker statens milliarddyre konsulentforbrug sænket.

»Det er meget problematisk, at statens forbrug af konsulenter stiger. Når staten pålægger kommunerne gang på gang at rationalisere, så bør staten også gøre det. Men man rationaliserer jo ikke ved at hæve forbruget af konsulenter,« siger Dansk Folkepartiets finansordfører, René Christensen (DF).

Et notat fra Moderniseringsstyrelsen viser, at staten i gennemsnit købte private IT- og managementkonsulenter for 3,8 milliarder kroner om året i 2011 og 2012.

Den udgift er 400 millioner kroner højere end i 2010 til trods for, at Rigsrevisionen i netop 2010 kritiserede forbruget og kaldte det »ikke tilfredsstillende«.

Ifølge Dansk Folkeparti er det på tide, at regeringen skruer ned for konsulentblusset.

»Brugen af konsulenter skal vi have begrænset så meget som muligt. Det er jo ikke noget, man bare skal bruge. Det er noget, man skal bruge, når det er strengt nødvendigt,« siger René Christensen.

»Vi vil have ministeren ind i sagen. Vi skal have svar på, hvorfor det her forbrug er steget. Personligt kan jeg ikke komme på, hvilke projekter der lige nu betyder, at man har brug for at hæve forbruget,« siger han.

Bjarne Corydon (S) har ikke ønsket at lade sig interviewe, men i en mail skriver han, at det altid bør være en konkret vurdering fra gang til gang, om der skal anvendes konsulenter.

»Det afgørende er imidlertid, at de offentlige midler anvendes bedst muligt. Og der vil et tæt samspil med den private sektor være fornuftigt,« skriver han.

Spørgsmål: René Christensen, er der ikke en ræson i det faktum, at så længe pengene er givet godt ud, så er det lige meget med forbrugets størrelse?

»Hvis man skal tage Bjarne Corydons ord for gode varer, så skal vi have dokumentation på, hvorfor forbruget er steget. Det er det, vi vil have nu,« siger Dansk Folkepartiets finansordfører.

Dagens Gossip