DF: Danmark skal ikke underlægge sig EU-krav om modkøb

»Det er dybt bekymrende, at vi har en regering, som uden videre - og gang på gang - retter ind og falder til patten, når EU-systemet underkender danske love og regler. Vi har benyttet reglerne omkring modkøb i årtier, og derfor virker det dybt provokerende, at vi nu skal ødelægge gode og velfungerende ordninger,« skriver Hans Kristian Skibby i en email til Berlingske Nyhedsbureau.

Udmeldingen fra Dansk Folkepartis erhvervsordfører, der tidligere har været partiets forsvarsordfører, er en reaktion på en artikel i Berlingske torsdag. Af artiklen fremgår, at det på baggrund af et nyt lovudkast fra Erhvervs- og Vækstministeriet fra nytår bliver væsentligt vanskeligere for Danmark at kræve såkaldt modkøb, når forsvaret indkøber militært materiel. Den danske kursændring skyldes en henvendelse fra Europa-Kommissionen, som kunne ende i en retssag om traktatbrud, hvis Danmark ikke vil rette sig efter kommissionens fortolkning af EU-retten.

Ifølge lovudkastet skal Danmark nu til at efterleve et flere år gammelt krav fra Europa-Kommissionen om, at der kun kan kræves modkøb ved indkøb af forsvarsmateriel, når der er »konkrete« og »væsentlige sikkerhedsinteresser« på spil. Samtidig begrænser lovforslaget antallet af virksomheder, der kan få lov til at udføre de modkøbsordrer, det stadig vil være muligt at stille krav om efter nytår.

For at imødekomme, at store lande med egne våbenfirmaer ofte køber forsvarsmateriel af egne virksomheder, har en række mindre EU-lande som Danmark brugt kravet om modkøb til at sikre tilbageførsel af nogle af de skattekroner, som forsvaret bruger på at købe materiel og ydelser i udlandet, og som ellers ville havne i de store landes sikkerhedsindustri.

I de senere år har det danske forsvars materielkøb udløst ordrer for mellem en og halvanden milliard kroner årligt til danske virksomheder. En begrænset adgang til at kræve modkøb vil ifølge brancheforeningen Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark betyde færre ordrer til danske virksomheder, skriver Berlingske torsdag.

»Det er danske virksomheders ordreindgange, vi taler om, og der er årligt mellem en og to milliarder kroner, som vi nu risikerer at miste eksportordrer for. Det skal en erhvervsminister ikke bare negligere og sige pyt til,« lyder det fra Hans Kristian Skibby.

Han vil straks kræve en redegørelse fra erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) og anbefale hende at køre en sag ved EU-retten om præmisserne for de danske regler.

Dagens Gossip