DF: Det skal være slut med østarbejdere

Danmark har ikke råd til at give job til 60.000 især lavtlønnede østeuropæere, når 160.000 danskere går arbejdsløse. Det rammer kommunekasserne, som står tomme, mener Dansk Folkeparti (DF).

Kun i tre af Danmarks 98 kommuner er det ifølge en ny undersøgelse et flertal af borgerne, der er i arbejde.

- Når østeuropæere får job, forringer vi mulighederne for, at danskerne er i arbejde. Så får vi desværre en situation som nu, hvor et flertal i kommunerne ikke har et arbejde, siger DF-leder Kristian Thulesen Dahl.

Danmark har ifølge Thulesen Dahl en dobbelt økonomisk udfordring: Dels går flere ældre på pension, mens færre unge skal forsørge dem, dels skabes der for få private job til at betale velfærden.

- Der er ikke nok job til alle, der gerne vil have arbejde. Samtidig kan vi se, at mange pensionister fortsat gerne vil arbejde. Så er det tåbeligt, at vi åbner vort arbejdsmarked meget hurtigt for østeuropæere til en meget lavere løn, mener Kristian Thulesen Dahl.

For fire år siden var det 59 kommuner, hvor et flertal af borgerne havde arbejde, oplyste DR's 21 Søndag.

Dansk Folkeparti vil dels sikre, at folk på kontanthjælp står til rådighed for arbejdsmarkedet, dels reservere lavtlønnede job til danskere i stedet for lavtlønnede østeuropæere, fastslår Kristian Thulesen Dahl.

- Er der et ledigt job, skal man selvfølgelig tage det, siger han.

Ifølge tallene vil det i slutningen af 2013 kun være kommunerne Frederiksberg, København og Egedal, hvor et flertal af borgerne har et arbejde.

/ritzau/

 

Dagens Gossip