DF efter dagpengeopgør: Tag retssag om børnechecken

Skrevet af admin

11/03/2014

Dagens topnyheder

Hos Dansk Folkeparti vækker det glæde, at regeringen vil støtte finnerne i en kommende sag om dagpengeregler ved EU-Domstolen.

- Vi synes, det er godt, at Danmark meddeler finnerne, at vi selvfølgelig vil støtte deres kamp for at bevare deres dagpengesystem, så vi også kan bevare vores eget dagpengesystem i fred for EU, siger formand Kristian Thulesen Dahl (DF).

- Det store spørgsmål er, hvorfor i alverden den danske regering er villig til at kæmpe den kamp, men ikke vil kæmpe kampen for børnechecken, siger han.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har bebudet, at regeringen vil støtte Finland i en kommende sag ved EU-Domstolen om de finske regler for at optjene retten til dagpenge.

De finske regler minder nemlig om de danske, som bestemmer, at EU-borgere skal have arbejdet 296 timer efter tre måneder i Danmark, før de kan få dagpenge.

På pressemødet varslede statsministeren, at regeringen vil bremse EU-borgeres adgang til danske velfærdsydelser.

Alligevel vil den ikke tage en sag ved EU-Domstolen om Danmarks ret til at begrænse EU-borgeres adgang til børnecheck, og det undrer Kristian Thulesen Dahl.

- Regeringen kunne starte med at følge den lovgivning, vi har, og så forfægte det synspunkt overfor EU, at hvis EU er utilfreds med det, så må det afgøres ved EU-Domstolen, siger han.

De danske regler, der kræver, at EU-borgere skal have arbejdet i to år i Danmark, før de har optjent retten til at modtage børnecheck, er nemlig ifølge kommissionen i strid med EU-retten.

På det område er der ifølge statsministeren ikke noget at gøre, fordi der foreligger to domme fra EU-Domstolen, som, de danske embedsmænd har vurderet, klart underkender det danske optjeningsprincip.

/ritzau/