DF efterlyser flygtningedebat på Marienborg-møde

Produktivitet, vækst og reformer er på dagsordenen på Marienborg i disse dage, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har samlet en lang række topøkonomer, direktører og politikere for at diskutere dansk økonomis udfordringer.

Men spørger man regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, er der et emne mere, som statsministeren passende kunne have sat på dagsordenen, når fremtidens økonomi skal diskuteres: Flygtninge og indvandrere.

- Det er virkelig noget, der rykker. Hvis udviklingen fortsætter, vil det være den absolut største udgiftsdrivende faktor. I årene frem ligger vi på en udgift på omkring 12 milliarder årligt, siger finansordfører René Christensen (DF).

- Det er en af de store klumper. Det bliver man nødt til at forstå, mener René Christensen, der er blandt deltagerne i det to dage lange møde.

Han har også et bud på, hvorfor emnet ikke bliver taget op.

- Det er, fordi der går politisk korrekthed i det, og fordi det er svært at håndtere.

Under topmødet på Marienborg har deltagerne blandt andet hørt et oplæg fra den tidligere svenske finansminister Anders Borg fra det borgerlige parti Moderaterna.

Han opfordrede til flere reformer og pegede på pensionsalder og overførselsindkomster som emner, politikerne burde se på. Han talte også for lavere skat på arv og aktieoptioner.

Det er ikke ligefrem politik, der er groet i DF’s baghave, gør Rene Christensen klart. Men der var også en del af Anders Borgs pointer, han godt kunne nikke til.

- Selvforsørgelsesgraden skal være høj, hvis man skal have et system som det danske. Derfor er det i hvert fald en udfordring, hvis befolkningstallet stiger markant med en gruppe, der har en meget lav selvforsørgelsesgrad, siger DF's finansordfører, René Christensen.

/ritzau/

Dagens Gossip