DF efterlyser mere opmærksomhed på mænd i krise

Skrevet af admin

14/05/2016

Dagens topnyheder

Det er ikke kun kvinder, der kan komme ud i en situation, hvor de har brug for ekstra økonomisk hjælp.

Det pointerer ligestillingsordfører hos Dansk Folkeparti Karina Adsbøl i en kommentar til Enhedslistens nye forslag, der vil give voldsramte kvinder mulighed for kontanthjælp eller integrationsydelse fra dag ét, når de henvender sig på krisecentre.

- Det er vigtigt, at vi også husker mændene. Det er sådan, at der mangler rigtig meget hjælp til mænd i krise, siger Karina Adsbøl.

Her peger hun for eksempel på flere muligheder for midlertidige opholdssteder til mænd.

Hun vil gerne have det skrevet ind i serviceloven, at kommunerne også forpligter sig til at tilbyde opholdssteder til mænd i krise og ikke kun kvinder, som det er tilfældet nu.

Ifølge tal fra Dannerstiftelsen anslås det, at 13.000 mænd hver år bliver udsat for vold af deres kæreste eller ægtefælle.

Men ifølge et svar fra socialminister Karen Ellemann (V) til et spørgsmål stillet af Karina Adsbøl fremgår det, der på landsplan kun findes 31 pladser til mænd.

Ligestillingsordføreren er åben over for Enhedslistens forslag om mere hjælp til kvinder, men hun understreger, at det er vigtigt at få hele billedet med.

- Det er vigtigt, at man ikke bare låser sig fast på én ting, siger hun.

- Jeg synes, vi skal sætte os sammen alle partier og kigge på det. Men det er vigtigt, at vi får et fuldt perspektiv, så det bliver helhedsorienteret, og at man ikke kun går efter ét spor.

Ifølge Enhedslisten ender mange voldsramte kvinder med at blive i et voldeligt forhold, fordi de ikke har den økonomiske frihed til at klare sig selv.

Den gensidige forsørgerpligt betyder nemlig, at voldsramte kvinder uden egen indtægt må henvende sig til landets krisecentre uden nogen form for økonomisk hjælp til at etablere et nyt liv for sig selv og deres børn.

Derfor foreslår partiet, at det skal være muligt for kvinderne at modtage støtte fra dag ét.

- Jeg kan godt se, der kan være nogle udfordringer i forhold til de kvinder og den gensidige forsørgerpligt, siger Karina Adsbøl.

/ritzau/