DF er klar til at sætte regeringen på plads i kvælstofsag

Skrevet af admin

23/06/2016

Dagens topnyheder

Et flertal i Folketinget vil formentlig tildele regeringen en næse i en udløber af sagen om landbrugspakken, der allerede har kostet forhenværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ministerposten.

Formanden for Folketingets miljø- og fødevareudvalg, Pia Adelsteen (DF), er klar til at "sætte regeringen på plads", når udvalget mødes torsdag formiddag. Og de røde partier er i forvejen yderst kritiske og taler om, at regeringen har vildledt Folketinget.

- Når vi får oplysninger i Folketinget, går jeg ud fra, at oplysningerne er rigtige. Der er en retorisk forskel på at få at vide, at noget er alvorligt, og noget er meget alvorligt, siger Pia Adelsteen.

- De oplysninger, vi har fået i kvælstofsagen er noget anderledes, end det ministrene har fået. Det synes jeg ikke er i orden.

Sagen er blusset op på ny, efter at Berlingske har afsløret, at regeringens top vidste, at der var en betydelig risiko for, at landbrugspakken ville komme i problemer med EU-Kommissionen.

Men Folketinget fik at vide, at vurderingen var, at Danmark overholder sine EU-forpligtelser.

Pia Adelsteen mener, at det må være regeringen i fællesskab, der får kritik, da den ansvarlige minister har forladt posten.

Da Eva Kjer Hansen måtte gå af tilbage i februar, skete det efter pres fra De Konservative. Dansk Folkeparti udtrykte derimod tillid til ministeren.

Pia Adelsteen ønsker ikke at svare på, om partiet burde have bakket De Konservative op, da det ikke var hende, der var partiets repræsentant i forhandlingerne om landbrugspakken. Det var landbrugsordfører René Christensen.

Han sagde dengang, at DF var kede af at miste Eva Kjer Hansen som miljø- og fødevareminister.

Pia Adelsteen håber, at en næse til regeringen vil hindre, at Folketinget får mangelfulde oplysninger fremover.

- Jeg håber da, at regeringen tager en næse alvorligt. Det er en løftet pegefinger, siger hun.

Socialdemokratiets miljøordfører, Simon Kollerup, understreger, at sagen om landbrugspakken ikke er slut, selv hvis Folketinget enes om at give regeringen en næse.

- Vi mangler stadig at komme til bunds i denne her sag, og for Socialdemokratiet er det vigtigt, at Folketinget og offentligheden finder ud af, hvorfor statsministeren ikke har levet op til sin tilsynspligt med ministrene i denne sag.

Han mener, at regeringen har vildledt Folketinget på det groveste og derfor fortjener en "ordentlig gylle-günther" i sagen.

/ritzau/