DF: EU har lagt sig for fødderne af Tyrkiet med ny aftale

Skrevet af admin

08/03/2016

Dagens topnyheder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var tilfreds, efter at EU og Tyrkiet sent mandag blev enige om skitsen til en aftale, som ifølge begge parter kan tæmme flygtninge- og migrationskrisen, der har været ved at splitte EU-samarbejdet ad.

Helt samme optimisme finder man ikke hos Dansk Folkeparti, der kalder udsigten til en aftale med Tyrkiet for "uantagelig".

- Man har blæst på de eksisterende aftaler og giver i stedet Tyrkiet alt, hvad landet ønsker. Det siger noget om den desperation, som kendetegner EU-systemet i øjeblikket, siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, til Ritzau.

Han fremhæver flere ting, der er galt med den mulige aftale, hvor Tyrkiet har erklæret sig parat til at tage alle flygtninge og migranter tilbage fra Grækenland, hvis EU til gengæld tager imod for eksempel syrere, der opholder sig i Tyrkiet.

- En syrer for en syrer kommer ikke til at ændre i antallet af personer, der kommer til Europa. Det er et nulsumspil.

- Derudover tror jeg ikke, det kommer til at virke. Der kommer blot til at blive oprettet nye ruter, der går uden om Europa. Det stopper ikke nødvendigvis flygtningestrømmen, siger han.

Ifølge DF-ordføreren er det mest bekymrende imidlertid, at Tyrkiet kommer et skridt nærmere et medlemskab af EU, og at der åbnes for, at tyrkere kan rejse ind i EU uden visum allerede fra juni.

- Vi er ved at lukke et islamistisk land ind i Europa, og det er ikke et hvilket som helst land, hvis Tyrkiet i givet fald bliver optaget. Det bliver det største medlemsland af alle i EU.

- Tyrkiet har efter min bedste overbevisning handlet som om, de befandt sig i en orientalsk basar, og vi har bare været villige købmænd, siger Kenneth Kristensen Berth.

Han vil tage fat i statsministeren snarest muligt og gøre ham det klart, at Dansk Folkeparti "vil stritte imod" enhver aftale, hvor Tyrkiet kommer tættere på et medlemskab af EU.

/ritzau/