DF fastholder: Vil poste flere penge i dagpengesystem

Skrevet af admin

12/08/2015

Dagens topnyheder

Dansk Folkeparti er klar til at sende flere penge efter et nyt dagpengesystem. Det fastholder partiets beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted.

Reaktionen kommer på baggrund af dagpengekommissionens rapport, som ifølge Politiken konkluderer, at dagpengemodtagere kommer til at få færre penge om måneden, uanset hvordan det nye dagpengesystem skrues sammen.

- Vi har jo sagt, at der skal ændres på genoptjeningsretten, og det er et af kernepunkterne. Det skal gerne ende med, at vi strikker et system sammen, hvor det bliver attraktivt for folk også at tage de småjob, der er, siger Bent Bøgsted til Ritzau.

- Vi er klar til at poste flere penge i systemet, men hvor mange penge, det drejer sig om, for at systemet fungerer, er svært at sige lige nu. Vores klare udgangspunkt er, at der skal bruges flere penge, tilføjer han.

Spørgsmål: Med de konklusioner, der er kommet frem, forstærker det jeres standpunkt om, at der skal bruges flere penge?

- Vi skal huske på, at kommissionen har fået et pålæg om, hvad en rapport må indeholde, og kommissionen har fået at vide, at den ikke må komme med noget, hvor der skal bruges flere penge.

- Hvad der så sker politisk, er en anden sag. Og der siger vi, at vi gerne vil bruge flere penge på området, men om vi kan få det igennem, må tiden vise. Vi er ikke ene om at bestemme, siger han.

Men Bent Bøgsted mener ikke, at kommissionens arbejde dermed er spild af tid.

- Kommissionen kommer med nogle forslag, som de har talt med alle relevante parter om. De kommer med udgangspunktet for, hvordan vi kan lave en dagpengeløsning.

- Jeg forventer ikke, at kommissionen kommer med en løsning, hvor vi siger "ok, det var så det". Der kommer ændringer, siger Bent Bøgsted.

En af forslagene er at "forlænge dagpengeperioden fra to til tre år". Det indebærer, at ydelsen sænkes med mellem 6 og 15 procent, alt efter hvem og hvor mange af dagpengemodtagerne det skal gælde.

Anden mulighed er at fortsætte med en toårig dagpengeperiode. Som noget nyt skal et halvt års beskæftigelse "udløse et tredje år med dagpenge på 80 procent sats", som det står beskrevet i rapporten.

Den tredje mulighed er, at man gør det muligt løbende at genoptjene og forbruge dagpenge, hvor der optjenes to måneders dagpengeret for hver måned i beskæftigelse.

Det kræver, at man reducerer ydelsen med fem procent, når den optjente dagpengeret er lavere end et år.

/ritzau/