DF: Flere betjente bør arbejde i lufthavnen

Skrevet af admin

28/11/2013

Dagens topnyheder

Politiets nye forsøg på at dæmpe antallet af illegale indvandrere i Københavns Lufthavn vil næppe batte noget.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis retsordfører efter torsdagens samråd på Christiansborg med justitsminister Morten Bødskov (S).

Især er der kommet mange udlændinge, for eksempel fra Somalia og Syrien, uden de nødvendige papirer med fly fra Milano til Kastrup.

Derfor undersøger politiet, om det er muligt at sende en betjent til Norditalien. Hans opgave bliver at få personalet i lufthavnen i Milano til at stoppe de passagerer, som ikke lovligt kan få ophold i Danmark, inden de stiger om bord.

Desuden vil politiet undervise de ansatte i flyselskabet EasyJet i Milano, så de nemmere kan gennemskue falske dokumenter.

- Det er et forsøg værd, lyder det fra Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

- Men på længere sigt vil det formentlig være ret virkningsløst, siger han.

Han påpeger, at de italienske myndigheder næppe har nogen stor interesse i at forhindre udlændinge i at rejse til Nordeuropa.

- I stedet er der brug for en saltvandsindsprøjtning i form af flere ressourcer til politiet i lufthavnen, mener Peter Skaarup.

I en skriftlig udtalelse fra justitsminister Morten Bødskov erkender han, at der "tidligere" er sket fejl i forbindelse med kontrollen af illegale indvandrere.

- Det er vigtigt, at vi har en god og effektiv kontrol i Københavns Lufthavn, men endnu bedre, hvis folk, der ikke må indrejse i Danmark, stoppes, før de overhovedet kommer hertil, udtaler ministeren.

Når det gælder passagerer, der kommer fra et land uden for Europa, gøres luftfartsselskaberne ansvarlige. Hvis en udlændings pas er falsk, får selskabet en bøde på 10.000 kroner.

Denne straf gælder dog ikke for flyrejser inden for Schengen-systemet, hvortil Italien hører.

Nu håber Dansk Folkeparti, at Morten Bødskov vil forsøge at overtale de øvrige ministre fra Schengen-landene til at indføre bødereglen.

/ritzau/