DF-formand: Arvesølv skal ikke byttes til ministerbiler

Det erklærede formand Kristian Thulesen Dahl (DF), da han lørdag åbnede Dansk Folkepartis årsmøde i Herning Kongrescenter, hvor de omkring 900 delegerede kvitterede med taktfaste klapsalver.

»Vi sælger ikke ud af arvesølvet til fordel for ministerbiler. Ingen vil høre mig omfavne EU for at blive regeringsduelig i andre partiers øjne,« fastslog DF-formanden, der indtog talerstolen til stående applaus.

Tanken om DF i regering har fået næring efter partiets markante fremgang i meningsmålingerne. Det er noget, der giver godt humør i partiet, men Kristian Thulesen Dahl advarer sine medlemmer om at glæde sig for tidligt.

»Berlingske Barometer viser, at vi står til 17,6 procent af stemmerne, men vi bliver nødt til at sige, at det er et øjebliksbillede,« sagde han til forsamlingen i Herning.

»Der er to år til næste valg, og to år er lang tid i dansk politik. Det kan de tale med om i SF. Historien har lært os, at det går op og ned i politik, og vi skal arbejde hårdt for at fastholde opbakningen. Det er vores alles ansvar,« lød det fra Kristian Thulesen Dahl.

Dagens Gossip