DF: Forsinket politiskole kan få store konsekvenser

Skrevet af admin

10/06/2016

Mest læste i dag

Det er ikke med opbakning fra Folketingets to største partier, at regeringen har bestemt sig til at vente med at beslutte, hvor i landet der skal ligge en ny politiskole.

- Det er meget, meget skuffende, at regeringen træffer den beslutning, siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).

- Vi havde gerne set, at man besluttede placeringen inden sommer. Det ville give os et halvt år til at bygge den op, så man kunne optage elever allerede første kvartal næste år.

Justitsminister Søren Pind (V) skriver i et brev til de borgmestre, som ønsker at få politiskolen til deres kommune, at det meget vel kan ende med et nybyggeri.

Ifølge DF og Socialdemokraterne kan de få måneders udsættelse få stor betydning.

- Hvis man så lander i en situation, hvor man skal bygge noget fuldstændig nyt, så kan det være i årevis, at man udskyder det optag, siger Peter Kofod Poulsen.

Han bakkes op af Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen:

- Jeg er dybt forundret over processen. Man kan ikke ændre spilleregler midt i det hele. Der er en lang række kommuner, der har brugt penge og tid på at byde ind. Nu vil man så have noget helt andet. Det er ikke rimeligt.

- Det betyder, at der går længere tid, før vi får en ny politiskole – og længere tid, før vi så får uddannet de politibetjente, vi har så hårdt brug for.

Rigspolitiet forsikrer dog i en mail til Ritzau, at "det planlagte øgede optag af politistuderende i 2016 og 2017 ikke påvirkes" af, at analysearbejdet udskydes i nogle måneder, "da optaget sker på Politiskolen i Brøndby, som har udvidet kapaciteten."

Alligevel skal justitsministeren ikke regne med, at det sidste ord er sagt i sagen.

- Vi tager det her op med Søren Pind. Jeg regner sandelig med, at han stadig holder et forligsmøde inden sommerferien, siger Peter Kofod Poulsen.

Trine Bramsen pointerer, at der er behov for flere penge, hvis der skal bygges en ny bygning.

- Der er jo kun afsat to gange 50 millioner kroner, og jeg har svært ved at se, hvor der skulle findes flere penge fra, siger hun.

Den vestdanske politiskole er en del af aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi for 2016-2019. Politiforliget blev i november sidste år indgået mellem Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Liberal Alliance og De Konservative.

Lokaliteter fordelt på 32 kommuner er i spil som adresse for den nye politiskole. Den skal efter planen etableres i løbet af to år.

/ritzau/