DF: Godt at folkekirken ikke får et kirkeråd

Skrevet af admin

31/10/2014

Dagens topnyheder

Det er en klar sejr, at kirkeminister Marianne Jelved (R) opgiver at reformere folkekirkens styreform, siger Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe.

Jelved har sat sin reform i bero, fordi Venstre og De Konservative torsdag forlod forhandlingerne om folkekirkens styreform. De to partier frygter, at et fællesudvalg udvikler sig til et kirkeråd, som udtaler sig på folkekirkens vegne.

- Man gyser jo ved tanken om, at vi med tiden kunne få et kirkeråd som dem, vi kender fra Sverige og Norge, hvor rådene kan udtale sig i politiske sager. Så nej til et kirkeråd, da et sådan ville ødelægge folkekirken.

- Kirken har kun én stemme. Det er evangeliet, siger Christian Langballe, der selv er sognepræst, i en kommentar.

- Og når biskopper udtaler sig om politiske spørgsmål, gør de det på egne - og ikke folkekirkens vegne.

Folkekirken virker i det enkelte sogn, hvor sognets folk og menighedsråd sørger for deres sognekirke, siger Christian Langballe.

- Der har været en kæmpestor grad af frihed ude i sognene, hvor man gør, som man gør, ud fra sæder og skikke og laver tingene om med skønsomhed, hvis der er brug for det, siger DF's kirkeordfører.

Liberal Alliances kirkeordfører, Mette Bock, kalder det politisk drilleri, at V og K har forladt forhandlingerne og frygter, at folkekirken kan ende som en statsinstitution, der styres som Vejdirektoratet eller Skat.

Ifølge grundlovens løfteparagraf skal folkekirkens styre 'ordnes ved lov'. Selv om det aldrig er sket, har folkekirkens 'anarki' fungeret godt i mange år, siger Mette Bock.

- Problemet er bare, at politikere, kirkeminister og Kirkeministerium gennem de seneste årtier har blandet sig mere og mere detaljeret i folkekirkens forhold, siger Mette Bock.

Hun frygter, at folkekirken forvandles til en statskirke, der styres som andre statsinstitutioner.

/ritzau/