DF: Grotesk sag om eksamen-håndtryk

Sagen om en censor, der af religiøse årsager hverken kan eller vil give hånd til kvinder før eksamen, er grotesk og uanstændig, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen.

Det er Information, der fredag bringer historien om den en censor i matematik, der ikke vil give hånd til de kvindelige elever på Herning HF.

Det har gjort pigerne nervøse for, om de ville blive forskelsbehandlet ved eksamen, og skolen har også været så usikker på situationen, at man har søgt råd og vejledning i Børne- og Undervisningsministeriet.

Efter samtaler med ministeriet har skolen valgt at fortsætte eksamenerne, og ministeriet oplyser, at der ikke er nogen regler for, om censorer har lov til kun at give hånd til det ene eller det andet køn.

- Det skal vi sige fra overfor, siger Martin Henriksen.

- Men regeringen gør intet. Den pågældende person skal acceptere, at han giver hånd, eller også bør han fyres. Ganske enkelt. Jeg er træt af alle de tåbelige særhensyn, lyder det i en kommentar fra integrationsordføreren.

Til Information siger en af eleverne, Michala Mosegaard, at hun blev "chokeret", da hun få dage før eksamen fik en mail fra skolen om, at hendes censor ikke ville give hende hånden.

Hun prøvede også at kontakte Ligestillingsministeriet, der afviste at hjælpe hende.

Censoren, Youssef Minawi, siger til Information, at han har afvist at give hånd til elever i otte år, og at han før har oplevet elever, der tror, at det er udtryk for forskelsbehandling.

/ritzau/

 

Dagens Gossip