DF: Hjemmeboende studerende skæres i SU

Studerende, der bor hjemme hos mor og far, vil blive skåret i SU, når SU-reformen er vedtaget.

Det bekræfter Dansk Folkepartis SU-ordfører, Jens Henrik Thuelsen Dahl, over for mx.dk.

Dansk Folkeparti har ellers talt dunder mod at skære i hjemmeboendes SU under hele forhandlingsforløbet med regeringen.

Men nu siger DF-ordføreren, at Dansk Folkeparti har accepteret, at hjemmeboende studerende skal levere en del af de to milliarder kroner, som SU-reformen skal indbringe årligt.

Regeringen lægger op til at finde 400 millioner alene på de hjemmeboende studerendes SU.

- Vi er med på, at man regulerer i de hjemmeboendes SU. Men vi har ikke lagt os fast på, om der lige præcis skal findes 400 millioner kroner. Hvis beløbet skal være så stort, skal vi have nogle andre ting igennem.

- Der er stadig nogle elementer i reformen, der kan flyttes lidt rundt på, siger Jens Henrik Thulesen Dahl til mx.dk og tilføjer, at DF ikke har opgivet tanken om at give studerende et bogfradrag og befordringsfradrag.

Regeringen vil generelt sænke grundbeløbet for hjemmeboendes SU, så det fremover svarer til børnechecken for 15-17-årige, som i år er på 893 kroner om måneden.

Derudover vil hjemmeboende kunne få et SU-tillæg på op til cirka 1600 kroner om måneden afhængigt af forældrenes indkomst.

Hjemmeboende studerende over 20 år vil blive ramt hårdest. De vil gå fra at have en SU på i år 2860 kroner om måneden til 893 kroner måneden, hvis deres forældre tilsammen tjener over 670.000 kroner om året før skar.

Mens regeringen lægger op til, at SU-tillægget skal være afhængigt af de juridiske forældres samlede årsindkomst, arbejder Dansk Folkeparti under slutspillet om SU-reformen på at få gjort SU-tillægget afhængigt af husstandens indkomst.

Det siger Jens Henrik Thulesen Dahl til mx.dk og forklarer, at det for eksempel vil stille skilsmissebørn, der bor hos en enlig forældre, bedre.

/ritzau/

Dagens Gossip