DF holder dør på klem for lille topskattelettelse

Skrevet af admin

05/08/2016

Dagens topnyheder

Dansk Folkeparti vil ikke feje topskattelettelser endegyldigt af bordet, inden efterårets finanslovsforhandlinger overhovedet er gået i gang.

Det siger skatteordfører fra Dansk Folkeparti Dennis Flydtkjær, efter at Socialdemokraterne fredag har meldt ud, at de afviser alle former for topskattelettelser.

- Jeg ser det (Socialdemokraternes forslag, red.) som et forsøg på at gøre alt, hvad de kan for at holde sig ude af efterårets potentielle reformer, siger han.

Dansk Folkeparti er grundlæggende enige med Socialdemokraterne. Man vil ikke give topskattelettelser, men hellere sænke skatten i bunden, hvis pengene kan findes.

Men det er et princip for Dansk Folkeparti ikke at stille ultimative krav, inden man har sat sig til bordet, siger ordføreren.

- Tænk, hvis man kunne finde fem milliarder og sænke skatten i bunden for så bare at bruge en million på at hæve grænsen for topskat, som ikke flytter noget, og som bare ville være principiel.

- Det ville være fint med os, fordi man så får meget af sin egen politik opfyldt, siger Dennis Flydtkjær.

Han ser en bred aftale med Venstre og Socialdemokraterne om at sænke bundskatten, hvis råderummet er der, som en mulighed.

- Det kunne være en god løsning. Vi har en ganske positiv holdning til at lave noget med Socialdemokraterne og Venstre om at sænke skatten i bunden, siger han.

Hos Liberal Alliance har man truet med at vælte regeringen, hvis man ikke får gennemtrumfet partiets ønskede topskattelettelser.

Men Dennis Flydtkjær tager situationen med ro. Han tror ikke på, at topskattelettelserne bliver gennemført.

- LA og Konservative er jo bare to små partier. Det er en meget lille blok i dansk politik. Og et stort flertal i Folketinget vil ikke være til at røre ved topskatten, siger han.

- Så jeg tror ikke på, at man finder et kompromis, hvor man kan komme til at røre ved toppen.

/ritzau/