DF holder fast i flere penge til dagpengereform

Skrevet af admin

15/10/2015

Dagens topnyheder

Politikerne skal til lommerne, hvis Folketingets brede flertal skal finde en langtidsholdbar dagpengereform.

Det siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, før Dagpengekommissionen mandag fremlægger sin rapport.

- Vi mener stadig, at det godt må koste nogle flere penge. Vi vil halvere genoptjeningsperioden, eller noget der er bedre, fordi det var en fejl at forlænge den, siger Bent Bøgsted.

Fagforbundene LO og FTF vil sende en regning på 600 millioner kroner til politikerne, men det er Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ikke indstillet på, skriver Berlingske.

LO og FTF har udarbejdet en såkaldt mindretalsudtalelse i forbindelse med rapporten, og det samme agter DA.

Trods uenighederne i kommissionen regner Bent Bøgsted med, at der indgås et bredt forlig mellem Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

- Det er jeg overbevist om. Vi skal nok nå en løsning. Jeg vil blive overrasket, hvis vi ikke kan finde ud af noget. Vi har ikke forventet, at der ville komme en færdig løsning, siger Bent Bøgsted.

I 2010 foreslog DF at forringe efterlønnen og halvere dagpengeperioden til to år og fordoble genoptjeningsperioden til et år, da VK regeringen generelt ville beskære væksten i offentlige ydelser.

Siden har DF fortrudt og gik i valgkampen sammen med SF om at forbedre vilkårene for dagpengemodtagerne.

Dagpengekommissionen lægger blandt andet op til at beskære ydelser til dimittender, som er nyuddannede. Bent Bøgsted vil dog ikke kommentere lækkede forslag, før kommissionen fremlægger sin rapport.

- Det ser vi på, når rapporten kommer, siger Bent Bøgsted.

Dagpengekommissionens medlemmer har flittigt lækket udspil, og det er utilfredsstillende, mener Bent Bøgsted.

- Så skal vi forholde os til alt, hvad journalisterne kommer med. De har fået papirerne, men det har politikerne ikke. Selvfølgelig er det utilfredsstillende, siger Bent Bøgsted.

/ritzau/