DF holder fast i at lade husejere klage over ejendomsskat

Skrevet af admin

09/05/2016

Dagens topnyheder

Utilfredse boligejere skal altid have lov at klage, hvis de mener, at Skats ejendomsvurderinger og ejendomsskatter er uretfærdige.

Både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti mener, at det er helt forkert, at Skatteministeriet ifølge Politiken arbejder på at udtænke barrierer, der kan forhindre, at hundredtusindvis af boligejere klager over Skats vurderinger.

Skatteministeriet frygter nemlig, at boligejere vil overbebyrde Skats klagesystem, hvis de mener, at deres vurderinger er fejlagtige.

- Jeg synes ikke, man skal opsætte barrierer, så folk får sværere ved at klage. Når man har et system for ejendomsvurderinger, skal man også have god mulighed for at efterprøve det, siger Dennis Flydtkjær, skatteordfører for Dansk Folkeparti.

- Man kan i stedet prøve på at minimere antallet af klager og lave et system, som rammer mere præcist, så folk ikke føler, at de har behov for at klage, siger han.

Også De Konservative afviser blankt, at klageretten for boligejere skal indskrænkes.

- Det er helt urimeligt, at Skat begiver sig ud på den vej. I et retssikkerhedssamfund bør hovedvægten ligge på, at man har ret til at klage og anke, hvis man føler, at staten laver nogle forkerte afgørelser, siger partiets skatteordfører, Brian Mikkelsen.

Ifølge flere uafhængige kilder, som Politiken har talt med, arbejder Skatteministeriets embedsmænd med forskellige modeller, der skal begrænse antallet af klager.

En af disse modeller er, at boligejerne skal betale et gebyr for at klage. Et andet middel er overvejelsen af en ny regel om, at boligejeren ikke kan få ændret sin vurdering, hvis den er mindre end 20 procent forkert.

- Man kunne vende den om og i stedet tage fem procent af vurderingen, så folk vidste, at der var mindre sandsynlighed for, at ejendommen var vurderet for højt, foreslår DF-ordføreren.

De Konservative foreslår derimod helt at afskaffe vurderingerne, så man betaler en avanceskat i stedet for at betale løbende ejendomsskatter.

/ritzau/